in

Dramatisk SUV fra Toyota

Et opsigtsvækkende og hidtil uset dramatisk og vovet design kombineret med en blanding af 5-dørs coupé og høj SUV.

Det er den korte beskrivelse af Toyotas ny C-HR, der kommer til Danmark næste år.

Toyota C-HR, der på engelsk står for Coupe High Rider (et coupé-lignende køretøj med høj frihøjde og højere siddeposition), viser dermed troskab til den konceptudgave, som den danske Toyota-bildesigner Stephan Rasmussen stod bag, og som tiltrak ekstra stor opmærksomhed for et halvt år siden ved Frankfurt Motor Show.

Bilens coupé-lignende linjer er designernes svar på udfordringen med at kreere en bilmodel, der skiller sig positivt ud blandt de eksisterende Toyota-modeller og samtidig viser en ny vej i crossover-bilklassen.

Ud over det vovede design byder Toyota C-HR også på innovation til sin klasse med introduktionen af en hybridudgave.

Der er tale om Toyotas nyeste og fjerde generation hybridteknologi, som også netop har fundet vej til den helt nye Toyota Prius.

Toyota C-HR er bygget på en helt ny platform baseret på den nye Toyota-filosofi TNGA (Toyota New Global Architecture), der handler om at bygge endnu bedre biler på både smartere og mere økonomisk vis.

Det medfører bl.a. et lavere tyngdepunkt til C-HR og gør dermed også bilen til en endnu større fornøjelse at sidde bag rattet i, ikke bare når man glider gennem den tætte bytrafik, men også på åben vej uanset typen af underlag.

C-HR er skabt med særlig fokus på Europa. Hiroyuki Koba, der er chefudvikler af C-HR, har således tilbragt tusindvis af kilometer på europæiske veje for at få nærmere indsigt i og forståelse af det europæiske vejnet såvel som den europæiske kørestil.

Han har bl.a. lagt mærke til, at europæere i forhold til andre folkeslag i verden har en meget mere glidende kørestil baseret på en hurtigere opfattelse af trafikken og øjeblikkelig reaktion derpå.

Han har altså taget udgangspunkt i den typiske europæiske kørestil og derudfra udviklet køredynamikken for C-HR og gøre den i stand til at reagere hurtigt og præcist på førerens kommandoer.

Motormæssigt kommer Toyota C-HR både som hybridbil og med ren benzinmotor.

Som hybridbil kan C-HR mønstre samme helt nye 1.8-liters benzinhybridmotor, som også netop er introduceret i fjerde generation Prius, og som er på 122 hk og en historisk høj termisk effektivitet for benzinmotoren på over 40 pct.

Det gør, at C-HR som hybridbil udleder mindre end 90 gram CO2 pr. km og dermed sætter nye standarder for crossover-klassen.

Det bliver også muligt at vælge Toyotas nye 1.2-liters turbobenzinmotor til C-HR. Turbobenzinmotoren, der yder 116 hk, debuterede for et halvt år siden med stor succes i Auris og vil til C-HR både kunne fås med manuelt gear og CVT-automatgear.

Der er naturligvis også taget højde for sikkerheden i den nye crossover. Sikkerhed er generelt en topprioritet hos Toyota, så man altid kan føle sig tryg i bilen under kørslen.

C-HR kommer som standard med Toyotas omfattende sikkerhedspakke Toyota Safety Sense, der bl.a. byder på automatisk nedbremsning, hvis der er risiko for en ulykke, vognbaneassistent, automatisk læsning af vejskilte samt automatisk op- og nedblænding af fjernlyset.

Derudover er sikkerhedspakken i C-HR også udvidet med adaptiv fartpilot, som selv sørger for at holde afstand til den forankørende, samt automatisk nedbremsning for fodgængere.

What do you think?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

GIPHY App Key not set. Please check settings

Se her hvad den ny Alfa Giulia kan!

Her er Fiats ny danskerbil