Toyota har åbnet “billetsalget” til en ny specialudgave af C-HR.
Så ønsker du at få fat i en af de 100 højtudstyrede First Edition-udgaver af den smarte SUV, er det med at komme til tasterne, for den kan kun bestilles på nettet.
Og kun leases – med en kode!
Dem vil man i den kommende tid bl.a. finde på forskellige digitale medier som fx Facebook og Instagram, og de vil være nøglen til at få mulighed for at privatlease C-HR med fjerde generation hybridteknologi til 4.795 kr. om måneden.
Det er da en anderledes måtte at “sælge” biler på!
Toyota fokuserer til at begynde med på privatleasing, hvor den nye C-HR på trods af det høje udstyrsniveau starter på priser fra 3.495 kr. om måneden inkl. service for den to-farvede variant C-ULT med 1.2-liters turbobenzinmotor, mens hybridudgaven kan privatleases for kun 400 kr. mere.
Varianten C-HIC kan privatleases for 3.695 kr. om måneden inkl. service med 1.2-liters turbobenzinmotor, mens ydelsen er 400 kr. højere, hvis man ønsker sig den endnu mere brændstoføkonomiske hybridudgave.
Er du ikke til leasing, så kan C-ULT og C-HIC købes til priser fra 332.480 kr.
Toyota starter salget/leasing med et anderledes tilbud. De har nemlig droppet de såkaldte indstigningsmodeller med mindre udstyr til lavere priser, for i stedet at give den hele armen med lækre komfort- og sikkerhedsdetaljer.
De tre varianter med tilnavnene First Edition, C-ULT og C-HIC.
De har alle 18” alufælge, klimaanlæg, adaptiv fartpilot, der automatisk tilpasser hastigheden efter den forankørende, LED-kørelys, blødt læderrat med varme og regnsensor.
Derudover en stor 8” touch skærm med Toyotas nyeste multimediesystem med mulighed opkobling til internettet, download af nyttige apps og integration af ens smartphone, bakkamera samt den avancerede sikkerhedspakke Toyota Safety Sense med bl.a. automatisk nødbremsning for både biler og fodgængere.
Udstyrsvarianten med navnet C-HIC har derudover også parkeringsassistent og nøglefri betjening, mens C-ULT i stedet kan smykke sig med to-farvet lak i form af metallakering og sort lakeret tag.
Den særlige C-HR First Edition, som altså kun produceres i 100 eksemplarer, udmærker sig yderligere med LED-lygter både for og bag, to-farvet metallak, Go-navigationspakke med fem års gratis kortopdatering, premium læderindtræk og et til bilen særligt udviklet JBL-musikanlæg med ni højttalere.
C-HR First Edition fås udelukkende som hybridbil med den helt nye fjerde generation hybridteknolog i form af en 1.8-liters benzinmotor og elmotor, der samlet yder 122 hk og selv med 18” fælge i gennemsnit kører op til 27 km/l ved blandet kørsel.
Udgaverne C-ULT og C-HIC fås også som hybridbil og derudover tillige med 1.2-liters turbobenzinmotor, der yder 116 hk, enten med manuelt gear eller trinløst automatgear.
C-HR rammer de danske veje ved årsskiftet.
Hvem skal Toyota C-HR så konkurrere med?
Umiddelbart Nissan Qashqai, Renault Kadjar og Mazda CX-3, men kvalitetsmæssigt nok nærmere Audi Q1.
“Jeg tør godt sige, at C-HR er den fineste bil Toyota nogensinde har produceret, nærmest på Lexus-niveau,” siger Toyotas pressechef, Anders Tystrup til vildmbiler.dk.
GIPHY App Key not set. Please check settings