Mikael Kildevæld har så stor succes med at producere militært isenkram på den familieejede virksomhed, Sima Innovation i Årslev på Fyn, at hans deltagelse i Danmarks ny standardvognklasse, TCR, i denne sæson er tvivlsom.
Han købte i januar en spritny fabriksbygget VW Golf GTI TCR med sekventiel gearkasse, men den er nu sat til salg på racecarsdirect.com til 105.000 euro inklusive startpakke 1, 2 og 3, en 95 db lyddæmper og en sensorpakke.
“Det er korrekt, at Golf’en er til salg, ikke fordi interessen for at køre TCR er kølnet, men fordi mit arbejde er enormt tidkrævende og ikke lever meget fritid til at køre race,” fortæller Mikael Kildevæld til vildmedbiler.dk.
Den fynske racerkører har været med i Yokohama Super Cup siden 2012, de seneste tre år i en Seat Leon TCR, og den ny TCR-klasse var derfor et naturligt valg for ham.
“Med den erfaring, jeg har fået med Seat’en, håber jeg da at kunne gøre en god figur i TCR næste år. En plads i den bedste halvdel af feltet og sejren i Trophy-mesterskabet er målsætningen,” sagde han til Vildmedbiler.dk i 2019.
Mikael Kildevæld skal ikke af med Golf’en for enhver pris, så kommer der ikke en seriøs køber, beholder han bilen. “Man ved jo aldrig, om der pludselig bliver en weekend ledig til et racerløb,” siger han.
GIPHY App Key not set. Please check settings