Der er penge i at skifte til en større bil ved grænsen, når du skal på ferie sydpå.
Det viser beregninger fra FDM.
En sidegevinst er større sikkerhed.
Næsten seks ud af ti solgte biler herhjemme, var sidste år enten en mikrobil eller en minibil. Men lige så praktiske de små biler er i hverdagen, lige så håbløse kan de være, når familien skal på en længere kør-selv-ferie.
Forklaringen er her:
Kører man til Flensborg i sin VW Golf og fortsætter til Nice i en lejet VW Passat Variant i to uger, kan man spare hele 1102 kr.
Vælger man at stille sin egen lille VW Polo og leje en stationcar som VW Passat Variant, kan man både få mere plads til familien og endda spare 70 kr.
”Den åbenlyse fordel er, at man får mulighed for at køre den lange tur i en større bil med god plads til både personer og bagage. Men man får også en bil med bedre køreegenskaber og komfort, og så er den mere sikker”, påpeger forbrugerøkonom i FDM Allan Skytte Christensen, der har sammenlignet priserne på kør selv-ferie i egen bil og i tysk lejebil.
Prisforskellen på at eje i Danmark og leje i Tyskland illustreres bedst ved, at man kan spare godt 3000 kr. ved at skifte sin dansk indregistrerede VW Passat Variant lige over med en tilsvarende tysk lejemodel.
To familier med små biler kan også mødes og køre videre i én stor. Stiller familierne hver en VW Up i Tyskland og samler sig i en VW Passat Variant, er der mere end 4000 kr. at spare.
”Det kan virke utroligt, at det kan betale sig at leje en større bil i Tyskland og køre videre på sin ferie. Men det skyldes de lavere tyske afgifter på biler, og at der ikke er kilometerbegrænsning, når man lejer bil, siger FDMs forbrugerøkonom Allan Skytte Christensen.
Lejepriserne er for juli og er indhentet i Flensborg, og alle obligatoriske forsikringer er inkluderet.
Priserne for at køre i egen bil tager udgangspunkt i de variable udgifter fra FDMs bilbudget 2015 tillagt værditabet for den kørte tur, hvor forudsætningen er, at man ejer bilen i fem år og kører 20.000 km om året.
Beregningerne gælder for tur/retur fra Flensborg til Nice med 100 km pr. dag på destinationen, og brændstof er inkluderet. En distance på i alt 4354 km.
Besparelsen bliver mindre, hvis ferieturen er kortere.


GIPHY App Key not set. Please check settings