in

Bedre bilist med Audi

Vildmedbiler.dk på Audi Driving Experience kørerkursus på FDM Jyllandsringen i S3 og A6 Allroad.

Sædet helt ned, rattet helt op, placér hænderne i kvart-i-tre-position og bøj arme og knæ!
Den tidligere professionelle svenske rallykører, Jerry Åhlin, kigger bestemt ud over den lille gruppe af motorjournalister. Han mener det!
Han er sammen med sin søn, VM-rallykøreren Frederik Åhlin, instruktør på Audi Driving Experience kørerkursus på FDM Jyllandsringen. Jeg har hørt det før, og kunne ikke drømme om at sidde anderledes.

Jerry har gennem mange år været tilknyttet Audis internationale instruktørteam sammen med hustruen Susanne Kottulinsky, der også er tidligere rallykører. Nu er også sønnen Frederik trådt til, og de underviser i det meste af verden. 120 flyrejser om året, fortæller Frederik til vildmbiler.dk.
Trioen ved af erfaring, hvad deltagerne i Audi Driving Experience har brug for at lære, og vigtigst af alt: De formår at formidle det!

Sidst, jeg var inviteret til Audi Driving Experience, var på Formel 1-banen Circuit de Catalunya ved Barcelona. Den gang kørte vi R8, det var sjovt. Indimellem var jeg på kursus i S4-modellerne på Gotland Ring på den svenske ø, Gotland.

Denne gang, på FDM Jyllandsringen, hedder bilerne S3 og A6 Allroad, forhjulstræk og quattro, 2,0 TFSI og 300 heste, 3,0 TDI og 313 heste. Potente kørertøjer med høj underholdningsværdi. S3 meget sjovere end A6 Allroad.

S3 er et lille fartmonster med sublime køreegenskaber med justerbare køresystemer, sjovest i dynamic – i tilgift med en lyd, der er vanvittigt vanedannende. Et kort knald ved gearskiftene går lige i hjertet.

A6 Allroad kører også fantastisk, men er mere familie end race.
Der var også en R8, en V10, med på FDM Jyllandsringen, men den måtte kun køres af Frederik Åhlin, og kun én omgang pr. deltager. Den kræver virkelig sin mand, når det skal gå rigtig stærkt, og den kræver varme dæk.

Jeg var første mand i passagersædet og i udgangen af et par sving gik det mere sidelæns end lige ud, men det tog Frederik med ophøjet ro. Når man kan hamre af sted i en fuldblods rallybil på snoede skovveje, kan man også klare en baghjulsudskridning på en lille dansk motorbane!

Fuld fart hele dagen

Mens BMW på deres Racing Experience-kurser præsenterer hele paletten af M-modeller, og hvor der lægges mest vægt på bremse-undvige-manøvrer og glatkørsel, er Audis ditto rent race, hele dagen. Rundt og rundt på banen i halen på enten Jeff og Frederik Åhlin, og tro mig, de giver den gas, når de fornemmer, at dem bagved følger med – og de er ikke bange for at have en bil liggende lige i bagkofangeren. For mig var det endnu et lærerigt kursus, der lægger endnu en sten på evnerne til at køre bil.
Og som den dobbelte verdensmester i rally, Walter Röhrl, udtrykker det: “Et kørerkursus er nyttigt for enhver bilist, da man har mulighed for at træne under meget sporty forhold og med de bedste instruktører.”
Jeg giver ham ret!

Men Audi Driving Experience er ikke kun for journalister med bilen som arbejdsredskab, det er for alle, unge og ældre, private og firmaer. En dag med Audi og Jeff Åhlin er bedre end en klatretur i fjeldet eller en sejltur på Silkeborg-søerne, og har du/I børn mellem 18 og 22 år, der har fået kørekort, er en Audi Driving Experience bedre end en ny iPhone eller iPad.

De unge urutinerede bilister får bag rattet af en potent bil en fornemmelse af, hvor meget man kan presse en bil, og i særlig grad, hvad den ikke kan klare.
Et kørekort betyder ikke nødvendigvis, at man kan køre bil, men at man må køre bil. Som med alt andet i livet bliver man bedre af at øve sig. Man får mere erfaring og selvtillid, når man lærer sine egne og bilens grænser at kende, og det er forudsætningen for en større trafiksikkerhed til gavn for alle.
Det skaber bedre bilister – og de unge elsker det.

Audi Driving Experience foregår på to niveauer:

Niveau I:
Målet er at lære deltagerne deres egne og bilens grænser at kende og dermed gøre dem bedre til at håndtere bilen i hverdagen. Øvelserne gør som bekendt mester, og ved at gennemkøre realistiske øvelser på banen igen og igen, er sandsynligheden større for, at den rigtige reaktion sidder på rygmarven, hvis uheldet skulle være ude.

Niveau II:
Det forudsættes, at deltagerne allerede tidligere har deltaget på et niveau I kursus og dermed er fortrolige med de enkelte øvelser. På niveau II sættes farten generelt lidt op, ligesom øvelserne vil være anderledes.
Priserne varierer fra 1.875 til 4.450 kr. Læs mere på www.audi.dk.

[highlight background=”#333″ color=”#fff”]Fakta om Audi Driving Experience:[/highlight]

Siden starten for over 25 år siden er Audi driving Experience ekspanderet kraftigt, og i dag gennemføres kurser over det meste af verden. Sommer og vinter.
Audis vision om at være den førende udbyder af køretekniske kurser har længe været en realitet.
De første kørekurser i Audi regi blev gennemført helt tilbage i 1981, hvor Audis permanente firehjulstræk, quattro, blev introduceret.
Audi driving Experience og Audi quattro har altså fejret 25 års jubilæum, og i Danmark var det i 2014 17. gang, at Audi Driving Experience blev afviklet.

 

Billedtekst:

Motorredaktør, Steen Nielsen, vildmbiler.dk i godt selskab ved Audi Driving Experience på FDM Jyllandsringen. Til venstre Audi R8 V10, i midten S3 med 300 heste og til højre A6 Allroad, med 313 heste.

Billedtekst:

Audi A6 Allroad quattro 3,0 TDI og 313 heste – en familiebil med stort overskud.

Billedtekst:

Audi S3 med forhjulstræk og 300 heste – en hidsig lille racer. (Fotos: Søren Clauding, Motorsiden.dk)

What do you think?

Written by Steen Nielsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

GIPHY App Key not set. Please check settings

Michael Christensen tæt på Le Mans

Ford sætter pris på Mondeo