Audi har opgraderet Q5 bl.a. med et skarpere og mere markant Q-design, nyt infotainmentsystem og ikke mindst en verdensnyhed i baglygter med digital OLED-teknologi.
Den opgraderede Q5 er den første bil, der fås med nyeste generation af OLED-lysteknologien, der med særligt effektive organiske lysdioder afgiver et homogent lys.
OLED-baglyset, der fås som ekstraudstyr, er opdelt i tre flader med hver seks segmenter. Det giver Audis designere mulighed for at realisere forskellige lysdesigns og -signaturer med en og samme hardware.
Når en kunde bestiller sin Q5, kan han/hun vælge mellem tre forskellige baglyssignaturer. Hver signatur omfatter specifikke coming og leaving home-lysscenarier, og når man vælger Audi drive select-indstillingen ”dynamic”, skifter lygterne til endnu en signatur.
Derudover omfatter OLED-baglyset en nærhedsregistrering: Hvis en anden trafikant nærmer sig Q5’eren bagfra, mens den holder stille, og kommer tættere på end to meter, så aktiveres alle OLED-segmenter som advarsel. Når Q5’eren sætter sig i bevægelse, lyser den oprindelige lyssignatur igen.
Det dynamiske blinklys fuldender funktionerne i de digitale OLED-baglygter. LED-forlygter er nu en del af basisudstyret på Q5, mens Matrix-LED-forlygter kan bestilles som ekstraudstyr. Deres intelligent regulerede fjernlys giver mere sikkerhed og komfort uden at blænde andre trafikanter.
Efter faceliftet er Audi Q5 vokset med 1,9 cm til en længde på 468 cm – primært på grund af de længere stødfangere. Bredden og højden er uforandrede.
Det nye betjeningskoncept i den opgraderede Audi Q5 er baseret på tredje generation af den modulopbyggede infotainmentplatform (MIB 3), som har en ti gange højere processorhastighed end forgængeren MIB 2.
Det centrale MMI touch-display på 10,1” er standard i Q5. Dets menustruktur med flade hierarkier gør betjeningen nemmere, og føreren kan angive bogstaver med fingeren – bl.a. via håndskriftgenkendelse – eller anvende stemmedialogsystemet.
En vigtig nyhed i Audi Q5 er functions on demand-udbuddet. Herigennem kan kunderne på et hvilket som helst tidspunkt efter købet af bilen efterfølgende bestille funktioner som fx MMI Navigation plus og Audi smartphone interface via myAudi-appen eller myAudi-onlineportalen.
Funktionerne aktiveres ”over the air” i bilen via en mobildatapakke, og kunderne kan vælge mellem tre anvendelsesperioder: 1 måned, 1 år eller ubegrænset.
Audi Q5 lanceres i Europa som Q5 40 TDI med en firecylindrede 2.0-liters dieselmotor med 204 hk og 400 Nm.
Et mildhybridsystem (MHEV) med12-volts ledningsnet og et litium-ion-batteri kan Q5 rulle med standset motor, og start-stop-funktionen aktiveres allerede, når hastigheden kommer under 22 km/t.
Samlet set forbedres brændstofforbruget med ca. 0,3 l brændstof pr. 100 km. Audi Q5 40 TDI accelererer fra 0 til 100 km/t på 7,6 sek., og tophastigheden er 222 km/t.
Efter lanceringen af den opgraderede Q5 følger en række andre motorvarianter: to andre ydelsesvarianter af den firecylindrede TDI-motor, en V6 TDI-motor samt to firecylindrede 2,0-liters TFSI-motorer. Q5 kommer igen med plug-in-hybriddrivlinje – i den opgraderede Q5 som TFSI e og i to forskellige ydelsesvarianter.
I Audi Q5 40 TDI overfører en 7-trins S tronic–gearkasse kræfterne til quattro-firehjulstrækket med ultra-teknologi, hvilket også bidrager til effektiviteten.
Ved normal kørsel overfører quattro-firehjulstrækket med ultra-teknologi udelukkende momentet til forhjulene, men når systemet vurderer, at der er brug for firehjulstræk (fx på glat vej eller ved dynamisk kørsel), sørger to koblinger lynhurtigt for at tilkoble bagakslen.
I mange situationer forudseer systemet, hvornår der er brug for firehjulstræk, men ellers kan kræfterne distribueres til alle fire hjul inden for 200 millisekunder.
Den opgraderede Audi Q5 produceres ligesom forgængeren på den mexicanske fabrik i San José Chiapa og lanceres i Danmark en gang i efteråret. Der foreligger endnu ikke danske forbrugsangivelser og priser, ligesom udbuddet af udstyr heller ikke er fastlagt.
GIPHY App Key not set. Please check settings