in

Rock and Roll

Test af den ny mini-crossover Adam Rock fra Opel

We will, we will rock you!
Musikken fra Queens megahit hamrer ud af højtalerne på et råt diskotek i Riga, Europæisk Kulturhovedstad 2014.
Ikke som en hyldest til Freddy Mercury og de andre drenge i bandet, men for at give den ny Adam Rock en entre, der vil blive husket.
Adam Rock, der har ekstra 1,5 cm større frihøjde, er en mini-crossover, eller bare en almindelig Adam med offroad-look og kanvastag.
En farvestrålende livsstilbil til fine forstadsfruer og andet godtfolk.
19 forskellige udvendige farvekombinationer og 30 kombinationsmuligheder i kabinen gør det muligt at designe Adam Rock alt efter temperament.
Rock fås i en udstyrs-trimmet Glam, og det er udgaven med det hele. Priserne er – afhængig af motorstørrelse – 214.990 og 229.990 kr.
Ud over den store udstyrspakke tilbyder Adam Rock friske køreegenskaber, en fremragende kørestilling og ikke mindst kvalitet i detaljerne.
Men den store nyhed ligger ude foran i motorrummet. Opel har fremtryllet en letbetjent seks-trins gearkasse og et 3-cylindret kraftværk, der må kandidere til titlen som ”Årets Motor 2014”.
Den er kraftfuld, omdrejningsvillig og støjsvag. Man mærker dens formåen, men man hører den ikke, uanset hvor meget den presses. 100 km/t. ved 6.500 o/m siger den ikke noget til, og den trækker med lethed foden op fra 50 km i sjette gear.
Lydniveaet er så lavt, at man sagtens kan komme til at køre i fjerde gear på landevejen. Det gør selvfølgelig ondt på økonomien, men ikke i ørerne.
Motoren hamrer en stor pæl igennem modstanden mod trecylindrede motorer. De er kommet for at blive.
Opels vidunder hedder1,0 Ecotec Direct Injection Turbo, den er udført i aluminium og med en balanceaksel monteret i bundkaret til at modvirke vibrationer.
Motoren fås i to varianter, en 90 hestes og en 115 hestes. Ved præsentationen var kun den store motor til rådighed, og selv om den har det største kraftoverskud, er jeg ikke i tvivl om, at den lille motor kan opfylde de fleste bilisters krav. Og med et teknisk forbrug på 22,2 km/l kører den lille maskine 2,6 km længere på literen end den store.
De accelererer til 100 km/t. på henholdsvis 11,9 og 9,9 sek., og de topper ved 180 og 196 km/t. Fine præstationer.
Testbilerne var ved præsentationerne i Riga alle monteret med 18” fælge og 35-serie dæk. Det så smart ud, men det skulle efter bare nogle få kilometers kørsel på de dårlige letlandske veje hurtigt vise sig at være bilens værste fjende.
”Takket være en længere fjedervandring har Adam Rock en lidt bedre komfort end standardudgaven – navnlig på ujævne veje,” blev der sagt på pressemødet.
Men testoplevelsen var lige modsat. De mange ujævnheder, og dem var der mange af, hamrede op i karrosseriet og tog fokus væk fra de talenter, Adam Rock ellers besidder.
Kritikken prellede af på Opels udsendte eksperter, og deres undskyldning om, at de ikke havde kørt i bilen i Riga og omegn, holder ikke.
Opel-folkene skulle nok lige have testet vejene i Riga og omegn, inden de besluttede sig for at præsentere bilen der.

Adan Rock kommer til Danmark med 17” fælge, og det skal nok vise sig at være et bedre valg.
Men måske skal man helt ned i 16”, før Rock bliver den perfekte mini-offroader, der ikke går af vejen for en kantsten og nogle ujævne veje.
Den endelige dom over komforten med de forskellige fælg-størrelser vil vi afsige, når vi har kørt bilen på de hjemlige veje.
Men indtil videre er Adam Rock efter præsentationen i Riga på det punkt nede på point.
Kanvas-soltaget, kaldet Swing Top, åbnes og lukkes på bare fem sekunder – med hastigheder op til 140 km/t. Taget er støjdæmpet og ikke meget udefra kommende støj slipper ind i kabinen, men til gengæld er der masser af susen for ørerne, når det er ”rullet” af. Så meget, at det virker direkte irriterende allerede ved landevejsfart.
Så det er kun beregnet til bykørsel.

What do you think?

Written by Steen Nielsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

GIPHY App Key not set. Please check settings

Lille MPV med stor fordel