Mens andre bilfabrikker satser på store batterier og lang rækkevidde på deres elbiler, går Mazda lige den modsatte vej.
Deres første elektrificerede bil, MX-30, der netop er afsløret på Tokyo Motor Show, er med et “lille” 35,5 kWh lithium-ion-batteri med en rækkevidde på beskedne 200 kilometer efter WLTP-normen.
Rækkevidden overstiger ifølge undersøgelser langt de 48 km en gennemsnitlig europæisk bilist tilbagelægger hver dag. Derfor mener Mazda, at MX-30 både kan fungere som primær bil i mange husstande eller som familiens bil nummer to.
Spændende at se om kommende elbilkøbere, der mener rækkevidden er vigtigst, køber den påstand. Bilen “glider” måske lidt lettere ned, når vi oplyser, at batteriet kan oplades på en time. Men nogen motorvejsæder bliver den aldrig.
Mazda MX-30 kommer på dansk asfalt i anden kvartal næste år, men du kan allerede nu forudbestille den i en særligt veludstyret First Edition-udgave, der er prissat til 253.000 kr.
Gå ind på www.mazda.dk og bestil bilen. Ha’ kreditkortet klar, for du skal betale et depositum på 7.500 kr.
Priserne på det almindelige modelprogram offentliggøres først senere.
Det er ikke bare på teknikken Mazda går mod strømmen. Også det 440 cm lange karrosseri er proportioneret anderledes med en lang motorhjelm (de fleste elbiler er har en kort snude) til elmotoren og alt det, der hører til den.
Indvendigt er der skabt en luftig atmosfære blandt andet ved hjælp af en ”svævende” midterkonsol.
Mazda har specialt til MX-30 udviklet bæredygtige, miljøvenlige materialer til interiøret uden at gå på kompromis med hverken komfort eller kvalitet. Meget af læderet er erstattet af et vegansk alternativ, og miljøvenligt forarbejdet kork pryder midterkonsollen.
Mazda mener, at lyden har betydning for førerens oplevelse af accelerationen og hastigheden og har derfor elektronisk skabt et diskret lydbillede inde i bilen, der varierer alt efter, hvordan speederen betjenes.
GIPHY App Key not set. Please check settings