in

Let foden: Han har kig på dig

Du skal holde ekstra øje med speedometernålen i denne uge.

Politiet vil sætte ind med kontrol med fotovogne samt mobile kontroller, hvor betjente på motorcykel og i bil holder øje med de bilister, der har en lidt for tung speederfod. 

For høj fart er et af politiets hovedindsatsområder sammen med uopmærksomhed og spritkørsel. 

“Vi ved, at politiets fartkontrol får flere til at respektere fartgrænserne. Det er vigtigt, da der er for høj fart i omkring halvdelen af dødsulykkerne i trafikken. I bund og grund handler det om, at flere kommer sikkert hjem, hvis flere letter foden lidt fra speederen,” siger Arne Martinsen, vicepolitiinspektør i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter. 

Nye tal fra Rigspolitiet viser, at politikredsene sidste år uddelte 62.727 klip i kørekort til trafikanter, der kørte mere end 30 pct. hurtigere end fartgrænsen tillader. Det er bekymrende, lyder det både fra politiet og Rådet for Sikker Trafik. 

Der er for høj fart i omkring halvdelen af dødsulykkerne på vejene, så farten har en enorm betydning for vores sikkerhed, når vi færdes i trafikken. Derfor er det vigtigt, at vi får flere til at holde øje med deres fart og sænke den, hvis de kører for stærkt, siger Mogens Kjærgaard Møller, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik. 

Kampagnen sætter fokus på, at det ikke kun er de høje hastigheder i trafikken, der udgør en risiko. Tal fra Vejdirektoratet viser, at i seks ud af ti dødsulykker på landevejene var der tale om en hastighedsoverskridelse på mindre end 20 km/t. over det tilladte.  

“De små fartoverskridelser har også en stor betydning. Hvis man øger farten fra fx 80 til 95 km/t., så forlænger man sin bremselængde med cirka 20 meter. Det kan være netop de meter, der er afgørende i en kritisk situation, hvor man har brug for at katastrofebremse. Så selv en lille fartoverskridelse har stor betydning,” siger Mogens Kjærgaard Møller, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik. 

 

Antal klip for hastighedsforseelser pr. politikreds i 2017 (kilde: Rigspolitiets Nationale Færdselscenter): 

  • Nordjylland: 6.779. 
  • Østjylland: 5.091. 
  • Midt- Vestjylland: 7.518. 
  • Sydøstjylland: 8.714. 
  • Syd- og Sønderjylland: 4.037. 
  • Fyn: 5.144. 
  • Sydsjælland og Lolland-Falster: 6.335. 
  • Midt- og Vestsjælland: 2.559. 
  • Nordsjælland: 5.724. 
  • Københavns Vestegn: 3.458. 
  • København: 7.143. 
  • Bornholm: 225. 

What do you think?

Written by Steen Nielsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

GIPHY App Key not set. Please check settings