Den unge ålborgensiske racerkører, Anders Fjordbach, har en fin fornemmelse for fart!
Han viste sidste år, i den internationale GT3-serie, Blancpain Sprint Series, hvor han blev nummer to i Silver Cup’en, og i tre løb i en Audi R8 LMS for Phoenix Racing, at han kan køre op med de bedste.
Og lidt mere end det!
Han satte også hurtigste tid blandt Porsche-kørerne i årets første langdistanceløb i Dubai.
Derfor har han fået en seriøs kontrakt med det tyske Audi semi-fabriksteam, Phoenix Racing og skal køre verdens vel nok hårdeste racerserie, VLN langdistanceserien på Nürburgring Nordschleife.
10 løb og et 24-timersløb på den berygtede bane står på programmet.
Anders Fjordbach skal køre en ny Audi R8 LMS sammen med stjernen Frank Stiepler, der er en kompetent racerkører med topplaceringer i DTM og flere GT-serier.
“Det er en fantastisk chance, jeg har fået, og et stort skridt mod mere,” fortæller Anders Fjordbach til vildmbiler.dk.
Han er i øjeblikket i Spanien for at teste med Phoenix Racing. I seks dage skal han arbejde sammen med sit ny team, først to dage på Ascari, derefter to dage i Jerez og sidst på Autodromo International Algarve.
“Det bliver et hårdt program, men jeg glæder mig vildt til at komme i gang,” siger Anders Fjordbach.
Anders Fjordbach har en anden stor udfordring i år.
Han skal også køre Renault World Series i den potente Renault RS01, en fantastisk potent racerbil med masser af hestekræfter og downforce som en formel-racer.
“Jeg har testet bilen for Renault Sport på grandprix-banen ved Barcelona og her var den seks sekunder hurtigere på en omgang end en Audi R8 LMS,” fortæller Fjordbach.
RS01 er bygget i carbon og er med en Nismo-tunet 3,8 liter V6 med twin turbo og flere end 500 hestekræfter.
Det placerer den mellem en GT3 og en DTM-racer.
Anders Fjordbach skal køre de seks løb i serien sammen med en anden dansker, Dennis Andersen.
“Jeg glæder mig til samarbejdet med Dennis, som jeg kender som en hurtig og stabil racerkører,” siger Anders Fjordbach.
Renault World Series køres sammen med European Le Mans Series.
De to serier vil med løb og test give Anders Fjordbach fast arbejde i store perioder af året, men som om det ikke er nok, så overvejer han at tage imod tilbud om at køre nogle udvalgte løb i Porsche Super Cup.
Der er krummer i den knægt!
FOTO: Frozenspeed motorsport photography
Her kan se lidt om hvad Renault Sport R.S. 01 er for en størrelse:
GIPHY App Key not set. Please check settings