in

Pendlerbilernes Konge!

930 km står der på displayet i instrumentboksen bag rattet. Det fortæller, hvor langt jeg kan køre, inden der skulle tankes igen.

Det er noget, der er til at forstå, 930 kilometer!

Og så er tanken på 50 liter endda ikke fyldt op, slet ikke! Havde den været det, havde der stået 1563 km, der er den teoretiske rækkevidde med 3,2 liter per 100 km..
Altså over 31 km/l pr. liter ved blandet kørsel. Siger fabrikken.
Så vidt nåede jeg ikke, men 27,8 kilometer pr. liter på en tur rundt i Midtjylland, på motorveje i byer og på landeveje, syntes jeg faktisk er imponerende.
Havde jeg et stort dagligt kørselsbehov, og ikke havde firmabil, ville jeg vælge Skoda Octavia Greenline med 1,6  liter, 110 hestes dieselmotor.
Udover det lave brændstofforbrug, har den fin power til alle kørselssituationer.
Hvordan har Skoda så fået den til at gå så langt på literen?
Det er der flere grunde til. Frihøjden er sænket, karrosseriet lidt mere vindglat, gearingen er højere, den har stop-start automatik, lagring af bremseenergi til brug for de elektriske komponenter og så kører den på letløbende dæk.
Det virker, men skal du virkelig hive kilometer ud af brændstoffet, skal du optimere din kørestil. Det skal være slut med at race fra lyskryds til lyskryds, at køre aggressivt på motorvejen og lege Kevin Magnussen på de små veje i yderkommunerne.
Du skal køre med overblik, omtanke og let speederfod. Det behøver ikke at være kedeligt, bare anderledes.
Og et kig på kørselsregnskabet vil få begejstringen helt op at ringe.
Men kan du ikke dy dig, og er du ligeglad med pengene og miljøet, så går Skoda Octavia Greenline 206 på toppen og accelererer til 100 på 10,6 sek.
Skoda Octavia, der var Årets Bil i Danmark 2014, og netop er blevet afløst af Citroën C4 Cactus, er en ikke alene en økonomisk pendlerbil, det er også en gedigen familiebil med stor plads, specielt i testversionen Combi.
Læg dertil gode køregenskaber, en rigtig fin førerplads, god kvalitet og praktisk aptering.
Udstyret er ikke overvældende, men der er det, der skal til, plus lidt mere. Grundudstyret er som Octavia 1,6 TDI Ambition (mellempakken), men plus alufælge og LED-kørelys for og bag.
Octavia 1,6 D Greenline er godkendt til anhængertræk, men det kan jeg ikke se nogen fidus i at montere, måske til cykelholderen, for det ødelægger hele filosofien med Greenline-konceptet, hvis du spænder en trailer eller campingvogn på krogen.
Så vil du det, så køb en almindelig Octavia!
Octavia Greenline kører som nævnt på specielle letløbende dæk, og det skal du være opmærksom på, når du skifter til vinterdæk. De skal også være af den letløbende type, og de findes.
Altså; køb kun en Octavia Greenline, hvis kan leve op til det, jeg har skrevet her.

[highlight background=”#333″ color=”#fff”]Fakta om Skoda Octavia 1,6 TDI Combi Greenline:[/highlight]
Pris: 277.779 kr. Inkl. leveringsomkostninger.
Motor: 1,6 liter turbodiesel, 110 hk og 250 Nm ved 1500 o/m.
Forbrug: 31,3 km/l. (fabrikstal) Vort forbrug: 27,8 km/l. CO2-udslip: 85 g/km.
Præstationer: Topfart: 206 km/t. 0-100: 10,6 sek.
Mål og vægt: L/B/H: 466/181/147 cm. Akselafstand: 268,6 cm. Køreklar vægt: 1197 kg. Tilladt totalvægt: 1847 kg. Bagagerum: 610/1740 liter. Tilladt trailervægt: 1000 kg.
Sikkerhed: Fem EuroNCAP-stjerner

[highlight background=”#333″ color=”#fff”]Fra udstyrslisten:[/highlight]
Elektrisk traction control, ESC antiudskridning, Brake Assist System, Isofix, otte airbags inklusive knæairbags foran, tågeforlygter, aircondition, forlygtevaskere, fjernbetjent centrallås, bordcomputer, musikanlæg med CD og RDS, opvarmet sidespejl i førerside, elruder for og bag, el opvarmede forsæder, multijusterbart rat og mere.

What do you think?

Written by Steen Nielsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

GIPHY App Key not set. Please check settings

Tesla-ejere mest tilfredse 

Michael C. tavs om test-dato