Rigspolitiet vurderer, at det over de seneste år har været stigende, uden at de kan sætte egentlig antal på omfanget af svindlen, der har relation til organiseret kriminalitet, herunder med adgang til specialister på området til at udføre de konstruktive ændringer af køretøjets stelnumre.
“Rigspolitiet er derfor gået i dialog med Forsikring og Pension, Leasing og Finans samt Skattestyrelsen og Motorstyrelsen om at få kortlagt området og finde fælles løsninger på den beskrevne udfordring,” oplyser pressechef hos Rigspolitiet, Thomas Rudbeck.
Fleggaard Leasing har igennem det seneste år oplevet en mangedobling i antallet af svindelforsøg med premiumleasingbiler af mærker som Mercedes, Audi og BMW.
Bilerne er typisk er stjålet i Tyskland og herfra videresolgt til danske autoforhandlere. Undervejs i forløbet får bilerne udskiftet stelnummer med et nummer til en anden bil og fået danske papirer.
“Lige nu oplever vi flere sager end nogensinde før med biler, som på ulovlige vis skifter identitet. Udover at det, der foregår er særdeles kriminelt, så er problemet for os, at en bil med falsk identitet ikke har nogen værdi for os. I de konkrete sager står vi med et åbenlyst forretningsproblem, da vi som leasingoperatør er forpligtet til, at vores biler har den værdi, som vi oplyser til kunderne. Forsøger vi at levere bilerne tilbage til forhandlerne, har de ofte ikke økonomi til at refundere pengene. Og så står vi med tabet,” fortæller CFO hos Fleggaard Leasing, Stig Vendelboe Jensen.
For at komme problemet til livs kontaktede Fleggaard Leasing i foråret Applus Bilsyn. Synsfirmaet, som er en uafhængig tredjepart, skal kontrollere nye biler med en påfaldende historik eller uklare salgspapirer, før leasingfirmaet underskriver en købsaftale.
Som den første synsvirksomhed herhjemme har Applus Bilsyn udviklet en Kloningsattest, der sikrer mod snyd med stjålne biler fra udlandet. Ved at tjekke om stel-, motor- og gearkassenumrene er korrekte og ved at dykke ned i bilens servicebog, COC-oplysninger (data fra fabrikanten) og servicehistorik hos bilimportøren, kan Applus Bilsyn med stor sandsynlighed fastslå bilens identitet.
“Kloningsattesten er det tætteste, vi kan komme på at fastslå, om leasingfirmaet køber en ‘rigtig’, legal bil eller katten i sækken. Og måske er kontrollen faktisk lige så relevant for autoforhandleren, fordi en pletfri Kloningsattest øger troværdigheden omkring bilen, når den skal sælges,” fortæller Helle Söderhamn, kommerciel og off-leasingansvarlig hos Applus Bilsyn.
Fup med leasingkøretøjer er ikke nyt. Leasingfirmaer støder ofte på leasingkunder, som dukker op med falske lønsedler og falske årsopgørelser for at dokumentere, at de er i stand til at lease dyre biler. Men det er de ikke, og bilerne kan ende med at blive solgt af kunden, der siden går under jorden.
“Vi opfordrer andre leasingfirmaer med tilsvarende oplevelser til at anvende en Kloningsattest. På den måde kan vi sammen sætte en stopper for svindlen,” siger Stig Vendelboe Jensen, Fleggaard Leasing.
in Breaking News, Nyheder
Svindel med leasingbiler skal stoppes
Antallet af sager hvor organiserede kriminelle svindler med dyre leasingbiler stiger. Det oplyser Rigspolitiet, som lige nu kortlægger omfanget.
GIPHY App Key not set. Please check settings