in

Racer-kæresters vilde regndans

 Louise Frost og Frederik Nymark er kærester – og racerkørere! 

Louise deltog i weekenden i regndansen på FDM Jyllandsringen i DS3 Cup, mens Frederik udfordrede vejrguderne og den ikoniske Nürburgring Nordschleife i VLN for Schubert Motorsport i en BMW GT3. 

Begge steder blev dækvalget en afgørende faktor. 

Der blev gamblet af teamcheferne, og der blev ramt rigtigt og forkert. 

Den heldige var Louise Frost. Hun satsede som den eneste på regndæk fra starten på lørdagens løb i DS3 Cup og kørte fra en startplacering som nummer 16 op som nummer et og kunne, til sin egen og andres store overraskelse, efterfølgende bestige præmiepodiets øverste trin for første gang nogensinde. 

Frederik Nymark var knap så heldig.

Da han lørdag eftermiddag blev sendt ud på sidste og afgørende stint om plads på podiet i sjette afdeling i VLN, var det i tørvejr på opskårne slickdæk, og det viste sig hurtigt at være en rigtig dårlig beslutning. Det begyndte at regne og Frederik kunne ikke holde trit på de forreste og måtte vinke farvel til turen på podiet.

Han sluttede i stedet på en trods alt flot ottendeplads i sin GT3-debut. 

“Det var ærgerligt, men sådan er motorsport også,” siger Frederik Nymark til vildmbiler.dk. 

Sammen med Claudia Hürtgen og Felipe Larser Fernandez blev de bedste pro-am team og næstbedste BMW-mandskab. 

Frederik kunne også glæde sig over eminent kørsel i kvalifikationen, hvor han i tørvejr længe havde den hurtigste tid. En præstation, der høstede stort bifald og klapsalver, da han kørte i pit. 

“Det var en stor anerkendelse at blive mødt på den måde,” siger han. 

Glad var Frederik Nymark også, da Claudia Hürtgen lod danskeren køre det sidste stint, selv om det var planlagt, at hun skulle køre bilen i mål. 

“Claudia er en fantastisk kører med rigtigt mange løb på Nürburgring Nordschleife på sit CV. Det oplevede jeg på en tur med hende rundt på banen, hvor hun, før vi kom dertil, kunne advare mig om små bump og ujævnheder på asfalten, som jeg skulle undgå,” fortæller Frederik Nymark. 

Schubert Motorsport har meddelt, at de vil gøre brug af Nymarks kvalifikationer i VLN 7 og igen i en afdeling senere. 

“Efter debuten i den fantastiske  GT3-bil kan jeg ikke vente til at komme tilbage til Nürburgring,” slutter han. 

Næste opgave for Frederik Nymark er Night-Race på Padborg Park, hvor han håber, at højhastighedsløbet i Eifelbjergene vil give ham en fordel i forhold til konkurrenterne.

What do you think?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

GIPHY App Key not set. Please check settings

Bilfabrikker svigter igen motorshow

Ny BMW M5 med enorme muskler