in

Nicki Thiim får DTM-test

25-årige Nicki Thiim er et af de hotte navne i motorsporten lige nu. Han går fra sejr til sejr i GT-racing verden over.

Og i oktober får han belønning for sit fremragende arbejde bag rattet i ypperlige Porsche, Aston Martin og Audi racerbiler. Han skal teste Audis DTM-racer på Jerez i Spanien. Ikke uventet kalder Nicki det for den største opgave i hans allerede gloværdige karriere.

“Jeg kender ikke terminen for testen, men uanset hvornår, bliver ventetiden lang,” siger han eksklusivt til vildmbiler.dk.
Motorsportseksperter i Tyskland forventer sig meget af Nicki Thiim’s DTM-test og forventer, at han kommer på tale til et sæde hos Audi i DTM næste år.
Han er allerede på kontrakt hos Audi, og kører en R8 Ultra for Prosperia C Abt Racing i den tyske ADAC GT Masters.
Nicki har i år også kørt VIP-ture i en DTM-racer for Audi, så det kommer ikke som en bombe, at de kalder ham på arbejde i Jerez.

2014 har budt på en lang række store sejre for unge Thiim. Specielt sejren på Le Mans i danskejede Young Drivers Aston Martin sammen med Kristian Poulsen og David Heinemann Hansson har sat sig på nethinden.
“Le Mans var en fantastisk oplevelse, både på og uden for banen. Jeg håber meget at kunne vende tilbage næste år,” siger Nicki Thiim.
Selv om han går fra sejr til, ligger der ingen mesterskaber og venter i år. Det skyldes en kedelig retssag, der ud over en masse besvær kostede to race-weekender.
Sagen handlede kort om en forfalsket kontrakt. Ejeren af Attemtpo Racing havde ændret på kontrakten med Thiim, så den gjaldt endnu tre år frem. Sagen havnede i retten og Thiim vandt en sikker sejr. “Det var en ærgerlig start på sæsonen, som jeg nu betaler for, men dejligt at svindelen blev opdaget,” fortæller han.

Denne sæson har været en udfordring for Nicki, for det er ikke så let, som det lyder, at køre race i tre forskellige biler.
“Der er specielt stor forskel på Porsche og Audi. Både vægtfordelingen og downforcen er forskellig,” fortæller han.
Nicki Thiim skal køre de tre sidste løb for Young Driver i Japan, Bahrain og Sao Paulo, sammen med vennerne fra Le Mans.

På spørgsmålet om, hvad der skal ske næste år, lyder det kort.
“Det bestemmer Audi.”

What do you think?

Written by Steen Nielsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

GIPHY App Key not set. Please check settings

DTC speeder vildt op

Picanto i sportstøj