in

Magnussen mester efter drama

Jan Magnussen vandt i nat dansk det amerikanske GT-mesterskab for andet år i træk efter en dramatisk finale i Petit Le Mans på Road Atlanta. 

Tusinder af kilometer derfra, på Fuji i Japan, udbyggede Michael Christensen og Kevin Estre føringen i verdensmesterskabet i GT-racing med en sejr i den seks timer lange fjerde afdeling. 

Og i Kina vandt DTC-køreren Dennis Lind på Ningbo International Speedpark Blancpain GT3 Series Asia-mesterskabet med FFF Racing Team by ACM og Lamborghini.

Den talentfulde dansker vandt sammen med Martin Kodric det andet (Det tredje i alt i sæsonen, red) af weekendens to race, og det var nok til at vinde mesterskabet.

Mens både Jan Magnussen og Michael Christensen har deres aftaler på plads for den kommende sæson, hekser der lige nu usikkerhed om, hvad Dennis Lind skal lave.

På Road Atlanta sluttede Christina Nielsen på fjerdepladsen i GTD-klassen, og på Fuji kunne Nicki Thiim og Marco Sørensen ikke udnytte pole position til noget positivt. 

Deres ny generation Aston Martin Vantage GTE manglede fart og de sluttede på sjettepladsen en omgang nede. 

Dramaet i USA startede, da Jan Magnussens teamkammerat, Antioni Garci, med tre timer tilbage satte bilen i muren på vej ud af pit under en gulflagperiode.  

Skaderne på den gule Corvette C7.R var så omfattende, at teamet over radioen bad Garcia om at køre bilen direkte til garagen, hvor et imponerende reparationsarbejde gik i gang foran måbende tilskuere. 

Blot fem og et halvt minut (!) skulle crewet bruge for at udskifte de mange ødelagte karrosseridele med nye komponenter – og så blev bilen ellers skubbet ud af garagen og sendt på banen igen.  

Antonio blev siddende i bilen under hele seancen og genoptog jagten på mesterskabet, som stadig var i spil, selv om håbet om en løbssejr var brast. 

Trioen Magnussen, Garcia og Marcel Fässler skulle slutte løbet på en fjerdeplads for at være sikre på at vinde mesterskabet over rivalerne fra Ford givet at disse ville vinde løbet, og de tre Corvette-kørere var da også med helt fremme i GTLM-feltet, da Garcias pludselige afkørsel med ét vendte alting på hovedet. Trods den imponerende indsats fra crewet var Magnussen, Garcia og Fässler kommet så langt bagud, at kun konkurrenternes skæbne ville afgøre udfaldet. 

“Teamet besluttede at lade vores teamkammerater i den anden Corvette sætte alt ind for at lægge pres på konkurrenterne, og især på den Ford, som blev nødt til at slutte med et topresultat for at snuppe mesterskabet fra os. Det lykkedes for dem at komme op og skabe lidt uro i feltet, hvilket endte med, at vores nærmeste rivaler mistede den placering, de havde brug for, og samtidig endte vores teamkammerater faktisk på podiet. Det var et suverænt eksempel på teamwork og ikke mindst et bevis på, at man aldrig skal give op,” fortæller Jan Magnussen. 

Med weekendens bedrifter har Corvette Racing nu sikret hele 12 kørermesterskaber og 13 teammesterskaber i programmets 20 år lange historie. Det er fjerde gang i karrieren, og andet år i træk, at Jan Magnussen vinder mesterskabet i den amerikanske sportsvognsserie. 

På Fuji fik Michael Christensen og de tre andre Porsche-fabrikskørere den glædelig besked, at Nick Tandy, Patrick Pilet og Fred Makowiecki havde vundet IMSA-finalen på Road Atlanta og da senere selv vandt, var det dobbelt op på Porsche på samme weekend – en imponerende præstation. 

Løbet på Fuji banen startede i regnvejr og her var det Nicki Thiim og Marco Sørensen, der tog føringen. De førte længe løbet, men bagfra kom Kevin Estre, der startede løbet i Michael Christensens Porsche 911 RSR.

Estre kørte et flot første stint og Michael Christensen fortsatte det stærke arbejde, da han overtog Porschen. Han passerede blandt andet de to Aston Martiner og var involveret i flere tætte dueller med Ferrari, Ford og BMW.

De stærke fabriksteams kæmpede løbet igennem, men med 1,5 time tilbage af det 6 timer lange løb kom Christensen og Estre i front for løbet. BMW pressede på, men føringen holdt til mål, hvor de fire første pladser blev besat af fire forskellige bilmærker Porsche, BMW, Ford og Ferrari. 

De nærmeste konkurrenter til VM titlen, Ford GT-kørerne Olivier Pla og Stefan Mücke, og Ferrari kørerne Alessandro Pier Guidi og James Calado sluttede på henholdsvis sjette og tiendepladsen, hvilket betød, at Christensen og Estre udbyggede deres føring i VM.

”Et fantastisk løb for os” fortalte en glad Michael Christensen fra Japan efter løbet. ”Det var virkelig tæt og der skulle kæmpes om alle placeringer. Kevin (Estre – red.) kørte et super første stint og bragte os i en god position. Porsche havde lagt en perfekt strategi, så vi havde gode dæk til sidst og alle pitstop blev gennemført uden problemer. Selvom vi havde haft en dårlig kvalifikation og startede sidst, så troede vi på det og i dag er en af de dage, man ikke lige glemmer. Jeg var selv i nogle fede dueller og fik sat nogle gode overhalinger ind og vi udbyggede føringen i VM, så jeg kan ikke være mere glad”.

Næste løb for Michael Christensen er femte afdeling af FIA WEC, der afvikles i Shanghai, Kina, den 18. november.

 Stort tillykke fra Vildmedbiler.dk til alle de danske stjerner.

 

What do you think?

Written by Steen Nielsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

GIPHY App Key not set. Please check settings