in

Kør fornuftigt og tjen penge

Denne artikel handler om at køre økonomisk, så dem med firmabil og benzinkort, der ikke betaler selv, behøver ikke læse videre. 

Men de mange, og dem der er flest af, som selv skal betale brændstoffet til bilen, kan spare penge, hvis de følger budskabet i denne artikel. 

Og det er faktisk nemt, du skal bare have bilen trimmet og køre med omtanke. 

Energiselskabet OK vurderer, at optimal økonomikørsel årligt kan sænke forbruget med 100-150 liter brændstof for en bilejer, der kører 20.000 kilometer om året. 

Begynd med at gøre bilen klar til at køre økonomikørsel.  

Her er det korrekte dæktryk et godt udgangspunkt. Ifølge dækbranchens fællesråd kører mange danske biler rundt med for lavt tryk i dækkene, og det koster hurtigt fem til syv procent ekstra brændstof.  

Derfor; tjek dæktrykket jævnligt. 

Det simple råd lyder, at du tjekker dæktrykket, hver gang du fylder brændstof på bilen. 

Ifølge en undersøgelse, som dækproducenten Michelin har lavet, medfører kørsel med blot 0,5 bar for lavt dæktryk to-tre procent større benzinforbrug i forhold til korrekt dæktryk.  

Derudover giver et korrekt dæktryk også den optimale trafiksikkerhed, da bilen kører bedre og ikke mindst bremser bedre, når trykket er det rigtige i dækkene.  

I forhold til den måde, du kører bil på, handler det om at være forudseende og køre med så jævn en hastighed som muligt. 

Sørg for hurtigt at komme op i fart og skift tidligt op i gear. Jo lavere gear, du kører i, jo mere brændstof bruger bilen.  

Herefter bør du holde en konstant hastighed. Hvis du hele tiden bremser, og efterfølgende sætter farten op igen, så koster det brændstof. Kører du med en jævn hastighed på motor- og landeveje, så kan forbruget nemt falde med omkring ti procent. 

På motor- og landeveje tømmes benzintanken væsentligt hurtigere, hvis du kører stærkt. Forvent, at det koster omkring 15 pct. ekstra brændstofforbrug, når en moderne bil kører 130 km/t i stedet for 110 km/t. 

Alt i alt kan man spare en del brændstof, hvis alle rådene følges til punkt og prikke. Omvendt kan man jo ikke altid køre optimalt i forhold til at være brændstofbesparende. Derfor er det mere realistisk, at man kan forvente at spare omkring 15 pct. på brændstofforbruget i dagligdagen. 

Kilder: Dækbranchens Fællesråd, Michelin, ADAC

What do you think?

Written by Steen Nielsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

GIPHY App Key not set. Please check settings

Mentalt overskud gør dig bedre i race

Stor plan: DTC og DST skal forenes