60 motorjournalister fra 23 lande har talt.
De har på Geneve Motor Show i dag kl. 15.25 kåret Volvo XC40 til Car of The Year 2018.
Syv biler var efter tests i Danmark, Tanishus, og på en testbane ved Paris, valgt ud til det endelige opgør.
Det var Alfa Romeo Stelvio, Audi A8, BMW 5-serien, Citroën C3 Aircross, Kia Stinger, Seat Ibiz og Volvo XC40.
Det danske jurymedlem, FDMs Søren W. Rasmussen, havde Volvo XC40 som vinder.
”Volvo XC40 er i mine øje den rigtige vinder og var også Motors favorit. Det er en bil, som både afspejler tidens store trend med SUV- og crossover-modeller, og som samtidig formår at integrere både et højt niveau af sikkerhed, køreglæde og muligheden for at få bil og smartphone til at tale sammen. Det sidste gør det muligt at dele bilen med andre via netop sin smartphone. Også på det område er Volvo XC40 en bil, der peger ind i fremtiden,” siger bilteknisk redaktør på FDMs medlemsmagasin Motor, Søren W, Rasmussen, der er eneste danske medlem af den 60 mand store jury bag Car of the Year-kåringen.
Også Seat Ibiza havde det danske jurymedlem som nummer to på sin blok.
”Seat Ibiza er ganske enkelt en god pakke. Til en relativ lav pris får man en bil, som både kører godt, er sikker og rummelig. Det gør den til en interessant bil, der passer godt til det danske marked. Og så ser den tilmed godt ud,” tilføjer Søren W. Rasmussen.
Hos Volvo var glæden over den flotte hæder til XC40 overvældende.
“Det er fantastisk,” siger Volvos danske pressechef, Jan Larsen, der overværede afstemingen på Geneve Motor Show. “Vi har været tæt på flere gange med andre af vore modeller, og så vinder vi med en bil i segmentet, hvor vi ikke har været repræsenteret før. Det er stort.”
Sådan gik afstemningen:
- Volvo XC40, 325 p.
- Seat Ibiza, 242 p.
- BMW 5-Serie, 226 p.
- Kia Stinger, 204 p.
- Citroën AirCross, 171 p.
- Audi A8, 168 p.
- Alfa Romeo Stelvio, 163 p.
GIPHY App Key not set. Please check settings