31-årige Chris Breum er en glad mand!
Han har netop fået leveret sin drømmebil, den spritnye Toyota GR Supra, og blev dermed den første ejer af den japanske ikon i Danmark.
Antallet af biler til det europæiske marked er dog begrænset til 900 det første år, så Chris Breum var langt fra sikret en bil. Han sad klar ved computeren, da online-reservationen åbnede i december i fjor, og overførte 15.000 kr. i depositum, inden bilens specifikationer, design og pris var blevet offentliggjort. Først flere måneder senere fik han den opringning, som han havde drømt om, men næsten ikke turde håbe på.
”Det er helt surrealistisk og helt vildt at se den stå ude i garagen velvidende, at den er min, og ikke bare en, jeg har lånt.” siger Chris Breum med et stort smil på læben
Det var ellers alt andet end smil, der fyldte, da den unge midtsjællandske fyr for ti år siden vågnede op i hospitalssengen efter mødet med en vejsidebombe under sin udstationering i Afghanistan. Bomben sprang lige dér, hvor Chris Breum sad i køretøjet, og rev begge hans underben af.
”Jeg fik at vide, at jeg nok skulle komme op og gå igen, men at jeg altid ville være afhængig af krykker. Så det gjorde jeg længe, indtil det gik op for mig, at jeg faktisk ikke behøvede dem, og i dag går jeg uden hjælp på mine computerstyrede ben,” forklarer Chris Breum.
Chris Breum blev som den første benamputerede i Danmark også godkendt af politiet til at køre bil uden nogen form for tilpasning, og så var vejen for alvor banet for hans bildrøm.
GR Supra meder med frontmotor og baghjulstræk, en sekscylindret rækkemotor med single turbo og twin scroll teknologi, som forhindrer turbotøven, 340 hestekræfter og 8-trins automatgearkasse, et ultralavt tyngdepunkt, ideel 50/50 fordeling af vægten mellem for og bag samt lynhurtig acceleration fra 0 til 100 km/t. på 4,3 sekunder.
GIPHY App Key not set. Please check settings