Fiat 500 er blevet elektrificeret, og den fås nu også i en praktisk version med en lille bagdør, der letter adgangen til bagsædet til glæde for børnefamilierne.
“3+1” hedder udgaven, der koster 15.000 kr. mere end hatcback-udgaven, som starter fra 189.990 kr.
Udover hatchback og “3+1” kommer Fiat 500 også i en rap cabriolet-udgave.
Den ny Fiat 500 blev præsenteret i foråret i en “La Prima”-udgave, der byder på det ypperste inden for teknologi, og som den første bybil kommer den med autonom kørsel på niveau 2 til en pris fra 267.990 kr.
Den bliver nu suppleret af de tre udstyrsvarianter Action, Passion og Icon. Action er skabt til byen og kommer kun som hatchback med et batteri på 23,7 kWh, en rækkevidde på op til 180 km WLTP (240 km ved bykørsel) og en elmotor, der yder 95 hk og gør den ganske kvik.
Selvom Action er indstigningsvarianten har den som standard en række avancerede systemer.
Den har automatisk nødbremse, der også registrerer fodgængere og cyklister, den har vognbaneassistent, skiltegenkendelse, uopmærksomhedsalarm og automatisk nødopkald ved uheld.
Derudover byder den på 15’’ fælge, LED-kørelys, manuel aircondition, elektrisk håndbremse, 7’’ TFT-display bag rattet, Keyless Go, fire højtalere og indfarvede el-spejle. Den kommer med nødkabel og en mode-3-indgang, der giver mulighed for at hurtiglade med både veksel– og jævnstrøm med op til 50 kW.
I stedet for en skærm i midterkonsollen kommer Action med en smartphoneholder, hvor ens smartphone via Bluetooth og en særlig app forbindes til bilen og gør smartphonen til brugerflade for infotainmentsystemet.
Fiat 500 Passion kommer både som hatchback, cabriolet og 3+1. Den har et batteri på 42 kWh, hvilket sikrer en rækkevidde på op til 315 km WLTP og 460 km ved bykørsel. Elmotoren yder 118 hk og accelererer fra 0-50 km/t. på 3,1 sekunder, fra 0-100 km/t. på ni sekunder og er begrænset til en topfart på 150 km/t.
Udover udstyret fra Action har den som standard 15’’ fælge i alu-look, 7’’ touchskærm med det nye infotainmentsystem Uconnect 5, DAB+, trådløst Apple Carplay eller Android Auto og fartpilot. Fiat 500 Passion har mulighed for at hurtiglade med op til 85 kW. Prisen starter ved 227.990 kr.
Topudgaven Icon har samme motor og batteri som Passion og kommer også som både hatchback, cabriolet og 3+1. Den har alufælge på 16’’, og touchskærmen er på hele 10,25’’ og har også navigation.
Udover at indeholde alt udstyr fra Passion har Fiat 500 Icon også regnsensor, rat i soft-touch dellæder, Keyless Entry, klimaanlæg, varme i forsæder, forrude og sidespejle samt elektriske ruder med one-touch. Det ekstra udstyr giver en let reduceret rækkevidde på op til 312 km WLTP.
Til trods for en betydelig mængde standardudstyr starter priserne ved 237.990 kr.
Den ny Fiat 500 kommer med tre forskellige køreprogrammer – Normal, Range og Sherpa. ‘Normal’ giver en køreoplevelse, der minder meget om en konventionel bil. ‘Range’ gør det stort set muligt at køre bilen med én fod og føles lidt som at køre radiobil.
Køreprogrammet giver en hårdere deceleration end i en konventionel bil, når man letter foden fra speederen for at genvinde energi til batteriet – det er næsten som at træde på bremsepedalen.
‘Sherpa’ ændrer ved en række indstillinger i bilen for at reducere forbruget af strøm. Tophastigheden reduceres til 80 km/t., speederresponsen sænkes, og sædevarme og klimaanlæg slukkes automatisk, men kan naturligvis aktiveres igen af føreren. Alt sammen for at sænke energiforbruget og sikre maksimal rækkevidde.
Fiat 500 er vokset med seks centimeter i både bredde og længde, og akselafstanden er forlænget med to centimeter, hvilket sammen med forbedret aflæggeplads gør den mere rummelig.
GIPHY App Key not set. Please check settings