in

TEST: Toyota GT86 TRD 

Back to basis, hurra for det!

Toyota GT86 fik en hjertelig velkomst, da den landede på dansk asfalt.

Motorjournalister faldt pladask for den køreglade bil, og udstyrede den med en ærespris i forbindelse med kåringen af Årets Bil i Danmark 2013.

Også på den internationale scene var der hæder at hente. Den blev kåret til Årets Sportsvogn i Tyskland af AutoBild og Car of the Year af britiske Top Gear.

Det var også i 2013.

Men journalisternes positive anmeldelser kunne ikke lokke bilentusiaster.

Den var lidt for meget back to basis, og den var også lidt for kedelig at se på.

I hvert fald måtte Toyota ty til en prisnedsættelse for at skabe opmærksomhed og få gang i salget.

I forbindelse med den danske importørs 50 års jubilæum valgte man at sætte prisen hele 86.000 kr. ned, så den landede på 453.969 kr.

Det hjalp heller ikke helt rigtigt, så nu har Toyota haft den hos stylist.

Nede hos Toyota Racing Development, der laver tuningsdele til gadebiler og bygger racerbiler.

Nu lever formen op på dens formåen, og nu tiltrækker den opmærksomhed.

Og det er jo netop det, man vil have, når man investerer i en sportsvogn.

GT86 TRD er en ægte køremaskine.

Glem alt om det praktiske.

Du skal være indstillet på at skulle sætte dig ned i sæderne, for den er lav, og du skal ikke forvente at kunne invitere svigermor med på tur.

I hvert fald ikke, hvis du har tænkt dig at placere hende på bagsædet.

Her er der nemlig ingen plads, overhovedet ikke. Toyota kunne lige så have droppet sæderne og lavet mere plads til fx golfkøllerne.

Men foran er der dækket op til fest.

Man sidder fremragende, forholdet mellem rat, sæde og pedaler er skarp og gearstanden ligger godt i hånden!

Det er en sportsvogn værdig.

Det er undervognen også. Den er udstyret med nye sportsstøddæmpere til 25.000 kr. og det gør den benhård.

Uanset hvor hårdt den bliver behandlet, krænger den ikke en tomme.

Toyota er udstyret med 18″ fælge og dæk med dimensionerne 225/40, fra Michelin.

Det æder sig ned i asfalten så effektivt, at man med motorkraften på 200 heste, som forgængeren, nærmest ikke kan få den til at rokke lidt med bagenden.

Ikke en gang på en racerbane.

Men omvendt, så er det betryggende for bilister, der bare vil hurtigt og sikkert rundt i svingene uden dramatik.

Sugemotoren med de 200 hestekræfter lyder infernalsk. Toyota har nemlig udstyret den med et frækt udstødningssystem og fire afgangsrør, der lige klarer at holde brølet inden for lovens grænser.

200 heste er ikke mange i en sportsvogn, og slet ikke med GT86 TRDs udseende, men det er til at leve med.

Motoren, den rappe gearkasse, baghjulstrækket og dækkene spiller nemlig perfekt sammen.

Og 0-100 på 7,6 sek. er da ok. Men faren for at tabe en lyskrydsduel er overhængende.

Vil du mere, køber du bare en Ferrari og tager på trackdays på Imola.

Motoren er en 4-cyl. Boxer, bygget hos Subaru.

De to fabrikker har bygget bilen sammen, men er gået hver deres vej for at skal ny opmærksomhed om den velkørende sportsvogn.

Prisen er efter opdateringen på 643.871 kr. Plus montering af udstyrspakken.

Det er lidt i den dyre ende, men Toyota GT86 TRD Edition er aldeles underholdende.

 

Fakta om Toyota GT86 TRD Edition: 

Pris 643.871 kr. (inkl. udstyrspakker).
Motor: 2-liter, boxer, 16V, 200 heste ved 7.000 o/m. og 205 Nm ved 6.400 o/m.

Gearkasse: 6-trins manuel gearkasse

Præstationer: Topfart: 226 km/t. 0-100 km/t.: 7,6 sek.

Forbrug: EU-miks 12,8 km/l.

 

Standardudstyr: 

17” alufælge, 6 højttalere, 2-zonet automatisk klimaanlæg, elsideruder, lakerede og opvarmede elsidespejle, fartpilot, lakeret hækspoiler, LED-kørelys, sportspedaler i aluminium, sportssæder i læder og alcantara med røde stikninger, sportsgearknop og –håndbremse i læder, Smart Entry og Start System (nøglefri betjening), sædevarme, tågeforlygter, xenonforlygter med integreret forlygtevasker, VSC og VSC Sport (Vehicle Stabillity Control Sport), måtter.

Ekstraudstyr på testbilen: 

Toyota Touch: 6,1’’ touch-screen, radio/cd, Bluetooth, usb- og aux-indgang*, kr. Go navigation til Toyota Touch*, kr.

Der er monteret følgende TRD-udstyr i bilen:

18” alufælge, støddæmpersæt, sportslyddæmper, frontspoiler, bagskørt, sideskørter, bagklapspoiler, afdækning for lyddæmper, låsemøtrikker og lædergearknop.

What do you think?

Written by Steen Nielsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

GIPHY App Key not set. Please check settings

One Comment

  1. Hvis den ikke kan sælges for 453.969 kr så kan da slet ikke til 643.871 kr bare fordi der er kommet lidt spoiler og andre dæk på den.
    Bilen er bare alt for dyr og har for lidt power, 200 hk er bare ikke nok til den pris.

    Hvad har en Toyota GT86 som en Mazda MX5 en anden fræk Japaner ikke har udover et tag og en noget højre pris??

0

Michael Christensen tester hemmelig Porsche

TEST: Nissan juke nismo RS