in

Ny serie om dansk motorsport

DASUs sportschef, Bo Baltzer Nielsen, skriver om dansk motorsport i vildmbiler.dk.

Som de fleste vil vide, har dansk bilsport de seneste år oplevet en sand stormflod af nye talenter. Selvfølgelig i første omgang personificeret af de to fabrikskørere Kevin Magnussen (McLaren-Mercedes) og Michael Christensen (Porsche), godt sekunderet af topkørere som Nicki Thiim og Marco Sørensen.
Og det stopper ikke her. Næste generation af supertalenter banker allerede på døren til professionel bilsport og har i 2015 vundet store og meriterende sejre og medaljer.

Det drejer sig i første omgang om den 19-årige Århusianer Mikkel Jensen, der i 2014 har været fuldstændig suveræn i den tyske ”nachwusch-klasse”, ADAC Formel Master. Ti sejre blev det til, hvilket er ny rekord i klassen. I første omgang giver det en gratis test for hollandske Van Amersfort i en Formel 3, og målet er da også et ambitiøst skifte til denne serie i 2015.

Lasse Sørensen fra Aalborg lader ikke Mikkel Jensen meget efter, og mangler i skrivende stund ”bare” at snøre sækken i for det franske Auto Sport Academy F4 mesterskab; en berømt fransk racerskole/løbsserie der har udklækket navne som Sebastien Bourdais, Loic Duval, Jean-Eric Vergne, Stoffel Vandoorne, Stephane Sarrazin m.fl.

Marcos lillebror har i 2014 foreløbig vundet syv løb og fører stort inden de sidste to afdelinger.

Af øvrige kan nævnes kartingstjernen Nicklas Nielsen, der tidligere på året vandt sølv ved EM i karting, Nicolai Sylvest i tysk Formel 3 samt den nyslåede Danmarksmester i Formel Ford, Frederik Schandorff.

I standardvognsrace huserer talenter som Nicolaj Møller Madsen, Michelle Gatting m.fl. De har som erklæret mål at deltage i GT-løb og Le Mans.

Man fristes selvfølgelig til at spørge, hvordan et lille land som Danmark i den grad formår at spise kirsebær med de store. Svaret er først og fremmest de aktive selv. De har nydt godt af den danske kartingkultur, der giver et perfekt afsæt til en international karriere.

Danmark var et af de første lande der tog kartingsporten til sig, og der har igennem årene adskillige danske europa- og verdensmestre (senest Nicolaj Møller Madsens europamesterskab fra 2010).

På trods af det ævl og kævl, der tilsyneladende er uløselig forbundet med bilsport i Danmark formår kartingkulturen at frembringe lysende talenter i en lind strøm.

Et gammelt ordsprog siger jo at succes avler succes, så en anden væsentlig årsag til succesen er inspiration fra jævnaldrende, der formår at gøre sig godt i det store udland.

Når han kan, kan jeg også…

De unge talenter har i dag en ganske anden indstilling, end det var tilfældet tidligere. Mens det for 25 år siden var nærmest ”udansk”, at forestille sig, man kunne blive til noget, og seriøs fysisk og mental træning var noget der nærmest var lidt grinagtigt, er indstillingen i dag en ganske anden.

 

Det har selvfølgelig også hjulpet, at de nye talenter har haft, og stadig har, nogle helt fantastiske rollemodeller blandt ”de gamle”. Eksempelvis har Tom Kristensen flere gange inviteret talenter med på træningslejr i januar, og Jan Magnussen bruger tid på at sidde i DASUs eliteudvalg og hjælpe med at forme strategierne for talentarbejdet.

 

Sidst men ikke mindst har det talentudviklingsprogram, der i dag tilbydes af DASU og Team Danmark givet spillet en stor rolle for talenternes succes.

 

Siden 2005 har ca. 50 unge, primært fra karting og formelsport, gennemgået et program bestående af fysisk, mental og køreteknisk træning, ernæringslære, konkurrencerutiner samt økonomisk støtte.

 

Programmet, der omtales i detaljer i en senere artikel i vildmbiler.dk, har til formål at gøre de største talenter så gode, at andre og mere pengestærke, interessenter finder det attraktivt at tage over.

Af de nuværende navne er det kun enkelte der ikke på den ene eller anden måde har nydt godt af programmet, hvor underviserne er professionelle instruktører fra de forskellige områder.

 

Den store hurdle in sporten er som bekendt de store omkostninger forbundet hermed. Selv en sæson i international junior karting koster nemt en halv mio. kr., mens det er vand ved siden af det, der skal skaffes til fx Formel 3.

 

Men som udviklingen har vist, åbner der sig ofte en mulighed, hvis man er dygtig, ihærdig og målrettet.

Men nemt bliver det aldrig.

What do you think?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

GIPHY App Key not set. Please check settings

VW med motorcykelmotor

DTC kører nu også i København