De forsvarende verdensmestre, Nicki Thiim og Marco Sørensen, vandt i deres Aston Martin LMGTE pro-klassen i WEC i Mexico efter et spændende race, der først blev afgjort i absolut sidste face af løbet.
Marco Sørensen startede i bilen og måtte se Ferraris Sam Bird straks køre sig i front, men tre omgange før Maco skulle aflevere bilen til Thiim, var han oppe på førstepladsen.
“Sam Bird kørte tilsyneladende livet af dækkene, og det gav mig muligheden for at passere ham,” fortæller Marco Sørensen.
Nicki kom ud bag Ferrarien, men da han fik besked over radioen om, at den havde fået en ti sekunders tidsstraf for at køre for stærkt under gult flag, kunne han blive bag den og alligevel sikre sig en snæver sejr.
“Det er lang tid siden, jeg har kørt så sjovt et race, men det var selvfølgelig ærgerligt, at Ferrarien fik en tidsstraf og vi derfor ikke skulle afgøre kampen på banen,” fortæller Nicki Thiim.
Med sejren rykkede Thiim og Sørensen op på syvendepladsen i kørerstillingen. De har 69 point, mens Priaulx og Ticknell i Ford GT på førstepladsen har 96.
I mærkemesterskabet er Aston Martin treer.
Michael Christensen havde igen et dårligt løb. Til hans forsvar skal siges, at han i løbets første fase uforskyldt blev påkørt af en LMGTE Am-kører, og mistede tid.
Da løbet blev flaget af, var han og Kevin Estre to omgange bag Thiim og Marco.
I den samlede stilling ligger Christensen og Estre på en beskeden 11.-plads efter en sæson med store udfordringer.
GIPHY App Key not set. Please check settings