in

Gør din bil lækker på et par timer

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. 

At det bliver forår.

Så i stedet for at gå at skumle over, at vinteren trækker i langdrag, kan bruge et par timer på at gøre bilen klar til de dage, hvor solen begynder at skinne. 

Og hvor skrammer, rustpletter og skidt, som du ikke har bemærket i mørket, titter frem. 

Et irriterende arbejde, mener mange og sender bilen hen til de firmaer, der for betaling med knofedt og damp gør bilen som ny ude og inde. 

Men hvorfor ikke gøre det selv sammen med børn eller børnebørn og få nogle hyggelige timer ud af det. 

Følger du køreplanen herunder, er du sikker på, at bilen kommer til at fremstå ren og lækker: 

Allerførst er det en god idé at kigge bilen grundigt igennem i dagslys. Er der kommet skader i vinterens løb, som du ikke har opdaget? Skader som har betydning for din sikkerhed og bilens værdi. Det kan være begyndende rust, stenslag eller små sprækker i lygterne, så der trænger fugt ind, og de ikke virker.

1. Tjek at alle lygter virker, også blinklys, bremselys og stoplys.

2. Tjek vinduesviskerne – er gummiet stadig helt? Ellers er det nemt at skifte selv.

3. Vask bilen
Snavs og salt samler sig i kroge og sprækker og holder på fugten. Det skal du have fjernet, så bilen ikke ruster. Det er ikke nok at køre i vaskehallen – skal du have det hele væk, kommer du ikke udenom en håndvask. Brug masser af vand og sprøjt ind i hjulkasser og panelkanter og bag gummilister for at fjerne snavs og salt. Brug derefter en blød børste eller en svamp rundt om blinklys, nummerplade, døråbninger, håndtag og ved bagklappen og vask fælgene. Tør grundigt efter med et vaskeskind.

4. Så skal der smøres. Smør viskearmen, alle hængsler, anhængertrækket og brændstofklappen og brug låseolie til alle låse – især dem, du ikke bruger. Og smør gummilisterne i dørene med silikone.

5. Skift til sommerdæk
Det er tid til at skifte til sommerdæk. Tjek dine sommerdæk grundigt igennem, inden du sætter dem på og mål dækmønster og dæktryk. Lovkravet er 1,6 mm, men teknisk chef ved Bridgestone, Jesper Sørensen anbefaler en mønsterdybde på mindst 3 mm på sommerdæk – ellers er de ikke sikre på våde veje. Er dækkene 10 år gamle, skal de ud, og du skal tjekke om der er skader eller uregelmæssigt slid – så duer de ikke længere.

Nu du er i gang med hjulene, så kig også reservehjulets dæktryk og dækmønster.

6. Fjern salt, støv og snavs indvendig
Fjern alle måtter og luft ud. Så kommer du af med noget af fugten fra vinterens løb – det giver et bedre indeklima og mindre dug.

7. Støvsug bilen i alle kroge og tør alle flader af med en fugtig klud eller et vinylplejemiddel. Brug en fnugrulle til sæderne. Vask ruderne og poler efter med en smule sulfo indvendig – det afhjælper også dug.

8. Dit ventilationsanlæg kan gemme på bakterier og skimmelsvamp fra snavs, der rådner i systemet. Afstøv ventilationsdyser og gitre med en pensel og spray eventuelt med en rensende luftart, mens bilens aircondition kører på recirkulation.

9. Tjek sprinklervæske, olie, bremse- og kølervæske – og luftfiltre, oliefiltre og kølerslanger.

10. Vil du forøge batteriets levetid, kan du tage kabelskoene af og give det en grundig opladning. Smør til sidst polerne med fedt.

Det kan lyde som et stort arbejde, men netop efter vinteren er det en rigtig god idé at give sin bil den helt store tur. Holder du din bil, holder den sin værdi meget længere.

God arbejdslyst!

 

Kilde: Bridgestone

What do you think?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

GIPHY App Key not set. Please check settings

Hyundai har vilde planer med GTI

Dansk BMW-talent får nyt stort job