in

Elbil med femstjernet sikkerhed

Jeg kan ikke slippe tanken om, hvad der vil ske med batteriet, hvis en elbil brager ind i en modkørende. 

Men bare rolig, siger bilteknisk redaktør hos FDM og medlem af sikkerhedsorganisationen Euro NCAP, Søren W. Rasmussen. 

“Man tester bilen med batterier og vurderer om der opstår brand eller kortslutning, hvis der gør, trækker det ned.” 

Euro NCAP begynder 2018-testarbejdet med små armbevægelser. Den nye udgave af elbilen Nissan Leaf er således eneste bil i denne første runde. Det forhindrer dog ikke Nissan Leaf, der med sin rækkevidde og pris er en af de mest populære elbiler herhjemme, i at klare den nye og mere skrappe Euro NCAP-test til de maksimale fem stjerner.

”Nissan har de senere år vist, at de prioriterer sikkerheden højt, og her er den nye Nissan Leaf ingen undtagelse. Leaf har ikke bare en høj kollisions- og fodgængersikkerhed. Nok så vigtigt har bilen fået den avancerede nødbremse som standard i alle udgaver. Det er naturligvis positivt, men også blot på niveau med, hvad FDM mener, man bør forvente af en ny bil i 2018. Samlet udløser det fem sikre Euro NCAP-stjerner. Det er flot,” siger Søren W. Rasmussen.

Efter den seneste afgiftsomlægning vil fem Euro NCAP-stjerner normalt udløse et skattemæssigt fradrag på 8.000 kr. Men da der ikke er registreringsafgift på elbiler som Nissan Leaf, udløser den gode sikkerhed ikke noget fradrag her. 

Det er især kravene til den vigtige automatiske nødbremse, AEB, som er blevet strammet i den ny testprocedure. Som noget nyt skal bilen nu også kunne bremse for cyklister. Samtidig skal bilens AEB-system generelt være bedre: Hvor kravet for at opnå fem Euro NCAP-stjerner i denne kategori før var 50 pct, skal en bil nu opnå 70 pct.

Også når det gælder den såkaldte børnesikkerhed, har Euro NCAP hævet barren, så en bil nu skal opnå 80 procent mod før 75 procent for at få fem stjerner i denne kategori.

”Der er ingen tvivl om, at Euro NCAP gør en stor forskel i forhold til udviklingen af sikkerhed i nye biler. Det sker ved løbende at skærpe kravene. Heldigvis har bilproducenterne hidtil formået at følge med. De har endda måske været for hurtige til at leve op til kravene, så syv ud af ti biler i dag får fem Euro NCAP-stjerner. Derfor er det nu tid til at stramme kravene yderligere, så vi får endnu sikrere biler til gavn for både bilister og bløde trafikanter,” tilføjer FDMs repræsentant i Euro NCAP, Søren W. Rasmussen.

Se hele resultatet fra den seneste Euro NCAP-test på www.fdm.dk/euroncap 

What do you think?

Written by Steen Nielsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

GIPHY App Key not set. Please check settings

Vild GT3-debut for dansk talent

Lån en Mercedes kvit og frit