Farvel til ingeniøruddanelse, goddag til motorsport på fuld tid.
21-årige Frederik Schandorff har trods advarsel fra forældrene besluttet at gå all-in med race og sponsorarbejde.
“Jeg er glad for, at have taget beslutningen. De to ting kan ikke forenes, hvis der skal komme noget godt ud af det, og det jeg brænder mest for i øjeblikket er at køre race, så uddannelsen må vente til senere,” fortæller DTC-køreren ærligt til Vildmedbiler.dk.
Frederik Schandorff tog første skridt ud på den store scene for 14 dage siden, hvor han debuterede i Lamborghini Super Trofeo for det belgiske team, Chrisal Leipert Motorsport på Monza.
“Jeg syntes debuten var god. Jeg fik kun en halv times træning i Huracán-raceren i regnvejr, så jeg syntes en sjetteplads i løbet er godkendt,” siger Schandorff.
I weekenden venter en ny opgave, DTC åbningsløbet på FDM Jyllandsringen ,og i næste uge rejser han til England for at forberede sig til Super Trofeo-løbet op Silverstone.
“Jeg skal træne hele onsdag, så jeg kan få indhentet de andre køreres tid i bilen,” tilføjer Frederik Schandorff.
Men lige nu er fuld fokus rettet på sæsonpremieren i DTC.
“Selv om jeg kører på et lavere budget end de store teams, så forventer jeg en god sæson med podiepladser i flere løb og en tredjeplads i det samlede resultat,” siger Frederik Schandorff.
Det er hans tredje år i DTC. Det første år vandt han U21-klassen og blev nummer fem sammenlagt. Sidste år blev det også til en femmer på trods af flere mekaniske uheld undervejs.
Køreren fra Djursland stiller i år op med eget team og mekanikere for LM Motorsport i en DTC-Mercedes.
“Jeg har raceren stående hjemme på min fars værksted i Rønde, da mine mekanikere primært kommer fra området. Dermed slipper de for at bruge en masse tid og penge ved hele tiden at skulle køre til Silkeborg, hvor Lars Mogensens team holder til” slutter Frederik Schandorff.
Sammen med sin teamkammerat, Dennis Lind, der også kører Lamborghini Super Trofeo, bliver de en klar udfordrer til DTC-teammesterskabet.
….
Foto: Frederik Schandorff ses her sammen med teamkammeraten Dennis Lind, til venstre, og teamejer Lars Mogensen til højre.
GIPHY App Key not set. Please check settings