En international karriere!
Det er mange danske racerkøreres ultimative drøm.
Også Supertourisme-køreren Frederik Nymarks, og han arbejder for sagen.
Et godt sted at vise evnerne frem er i VLN-serien, hvor der køres på den berømte og berygtede Nürburgring Nordschleife.
“Det grønne helvede”, kaldes banen med en længde på 20,81 km og 154 sving. Der hvor drenge bliver til mænd.
Frederik Nymark skal køre sekstimersløbet i weekenden for det Oschersleben-baserede Schubert Motorsport i en BMW M6.
“At jeg har fået chancen kan jeg takke Michael Outzen (tidligere racerkører, red) for. Det er hans mange kontakter og utrættelige arbejde, der har åbnet døren,” siger Frederik Nymark til vildmedbiler.dk.
Han skal køre sammen med den tidligere Le Mans GT- og LMP-kører Claudia Hürtgen, der også blev den første kvinde, der vinder VLN-mesterskabet.
Tredje kører i bilen er den 28-årige tysker, Felipe Larser Fernandez, der har vundet et løb i år.
Frederik Nymark har tidligere testet Schubert-BMW’en, så udover lige at få tilpasset sædet har den i dag, torsdag, stået på møder med teamchefen for at lægge strategien for løbet.
“Jeg vil gøre alt for at bidrage til et godt resultat, og for at vise, at jeg er en kører, der er værd at satse på i fremtiden,” siger Frederik Nymark.
Også BMWs juniorkører, Mikkel Jensen, er til start i VLN-afdelingen. Han skal sammen med to andre juniorer køre i en BMW M235i med det primære mål at erhverve sig den nødvendige Nordschleife-licens.
“Jeg skal køre 18 omgange med en instruktør i bilen for at få licensen, og efter det er jeg klar til på lørdag,” siger Mikkel Jensen til vildmedbiler.dk.
Han forventer også at skulle køre endnu et løb i VLN, men som juniorkører er det BMW, der laver planerne for deres kører, så Mikkel må bare vente på besked om hvad han skal.
GIPHY App Key not set. Please check settings