Brintbilerne er fremtiden.
Det fik man et tydeligt bevis på ved det nyligt afholdte LA Auto Show. Her stod de store bilproducenter nærmest i kø for at fremvise køretøjer, der bare hælder en kop vand i gennem udstødningsrøret.
Brint vil være en af fremtidens vigtigste energikilder til biler. Det er de fleste eksperter og bilfabrikanter enige i. Brint er et plus for klimaet uden at gå på kompromis med konventionel mobilitet og komfort.
Dels fordi de har større rækkevidde end de fleste elbiler. De kan køre op til 594 km på en tankfuld brint. Og dels fordi det kun tager 3-5 minutter at fylde tanken op.
I modsætning til andre i branchen har Hyundai udelukkende fokuseret på brint-teknologi. Det foreløbige resultat er den brint-drevne Hyundai ix35, der kom på markedet sidste år.
Herhjemme har Københavns kommune allerede 15 Hyundai ix35 brintbiler i drift, og nu vil også Ålborg og Vejle være med på vognen.
”Vi ønsker at understøtte den grønne omstilling, og derfor indfører vi nu tre brintbiler i den daglige drift, som vi kan inspireres af. På sigt kræver en omstilling til grøn energi for hele transporten i den offentlige sektor dog et langt sejt træk, men lidt har også ret,” siger Boris Schønfeldt, klimakoordinator i Vejle Kommune.
Hyundai ix35 er verdens første serieproducerede brintbil. Den koster herhjemme én mio. kroner, men med tilskud kan den erhverves for det halve.
Hos Hyundai glæder man sig over udviklingen. I den brintdrevne Hyundai ix35, der allerede har vundet de prestigefyldte priser – FuturAuto og Fleets Technology Award – har man et seriøst alternativ til den konventionelle bil.
Sideløbende med det øgede fokus på bæredygtige og fremtidssikrede transportløsninger, bliver der arbejdet målrettet på at udbygge infrastruktur af brintstationer herhjemme fra de nuværende tre til i alt ni.
I dag findes der stationer i Holstebro, Vejle og Sydhavnen i København, og planen er, at der i løbet af 2015 skal etableres brinstationer i Aarhus, Aalborg, Herning, Odense, Esbjerg og det centrale København.
”Der er flere aftaler på plads om levering af Hyundai ix35 brintbiler til næste år. Og med de gode erfaringer, vi har fra Københavns Kommune, og den udbygning af brintstationer, der er planlagt, er jeg overbevist om, at vi kun lige har set toppen af isbjerget,” siger pressechef for Hyundai Danmark, Annegrethe Skovby.
GIPHY App Key not set. Please check settings