At køre cabriolet forbinder jeg med flot vejr og hyggekørsel ude i naturen eller i byen.
Så derfor behøver en bil uden fast tag i min verden ikke været pumpet som en bodybuilder.
Men den holdning står jeg nok ret alene med, og så er det jo godt, at der findes cabriolet’er med store muskler.
Fx denne Audi R8 Spyder V10 med 610 heste og præstationer af en anden verden, 0-100 på 3,3 sekunder og en topfart på 328 km/t.
Fyres den af med taget nede, er det ikke nok at holde på hat og briller!!!
V10-maskinen i den smukke topløse Audi er den stærkeste serieproducerede motor fra mærket med de fire ringe.
Og deres hurtigste cabriolet nogensinde.
Lyden fra en V10-motor er sød musik i ørerne på alle bilentusiaster og ved 8700 o/m. spiller den bedre end selv det hotteste orkester.
Kræfterne fra V10’eren fordeles til alle fire hjul, quattro, gennem en 7-trins S tronic dobbeltkoblingsgearkasse. Den har standardinstallerede performance-programmer, skålformede R8-sæder og mange komponenter af kulfiberforstærket kunststof.
Den eksklusive lakering i micrommatagrøn er prikken over i’et. Er du ikke enig i det, er yderligere ti farver at vælge imellem.
Kalechen, der fås i tre farvenuancer, åbner med en elektrohydraulisk motor på 20 sekunder og op til 50 km/t.
Audi R8 Spyder V10 plus kan bestilles i Danmark fra sidst på sommeren, deromkring det gode vejr kommer.
Prisen er endnu ikke oplyst. Men vil du ha’ den, så er det vel også lige meget!
GIPHY App Key not set. Please check settings