Danmark er kendt vidt og bredt for vores “hygge”.
Men når vi sætter os bag rattet af bilen får tonen en helt anden lyd. ”Flyt dig nu for helvede!” Høje råb, hornet i bund og vilde fagter er daglig kost.
En ny undersøgelse foretaget af Megafon for Continental Dæk Danmark A/S viser, at en tredjedel af de danske trafikanter har hilst deres medtrafikanter med en strakt langemand, knyttet næve eller andet aggressivt håndtegn, mens hver fjerde dansker har været involveret i et trafikalt skænderi.
At tonen mellem de to grupper er hård, er der ingen tvivl om. Det viser kommentarer på Continental Dæk Danmarks Facebook blandt andet:
– Hvorfor tror de aber de ejer hele vejen, når de er ude og brænde krudt af
– Motionscyklister i tætsiddende klovnedragter har slet ikke min respekt
– Det er sgu da de halvfede mænd i stramt tricot, der tror de er Bjarne Ris og co efter arbejdstid, der fylder hele vejen
Men hvad er det, der gør, at hadet mellem de to grupper er så stort? Hvorfor kan bilister og cyklister ikke enes? Ifølge psykolog Mette Herslund, der er uddannet cand.psych og til daglig arbejder hos Psykologgruppen Roskilde, handler det om identificering, gruppering og magtforhold. Bilisterne har traditionelt den opfattelse, at vejene er ”deres”. Men de sene ste år er der kommet langt flere cyklister til på landevejene, og de er begyndt at bruge vejene på en anden måde.
Magtkampen på de danske landeveje er ikke altid helt lige. På den ene side er bilen potentielt mere farlig end cyklisterne. Omvendt er der i mange tilfælde flere cyklister og kun én bilist. På den måde kommer det også til at handle om magtforhold.
Særligt eftermiddagstrafikken i de store byer med mange cyklister, køer og en hastighed, der kan klares hurtigere på gåben, kan sætte tålmodigheden på prøve og få temperamentet i kog. Ifølge Mette Herslund er der sammenhæng mellem den aggressive adfærd i trafikken og vores travle hverdag.
“Generelt siger det noget om, at vi er for pressede og stressede i hverdagen, hvilket afspejles i en mindre grad af omtanke og refleksion. Når der så er mange biler, cyklister og fodgængere, bliver alle lidt højspændte. Som bilist bliver det derfor lettere at glemme, at cyklisten også er et menneske, når der ikke er øjenkontakt, siger Mette Herslund, der samtidig påpeger, at en større procentdel hidser sig mere op i trafikken, end de ville gøre i et supermarked, hvor der vil være en tættere forbindelse og mulighed for direkte øjenkontakt. Her får man lettere øje på, at de andre også er mennesker, og måske mødre og fædre.
Samtidig handler det om tab af kontrol. I vores samfund har vi nemlig vænnet os til at have kontrol over tingene, hvor alt skal planlægges, og tidsplaner overholdes. Men det kan være svært, når man holder stille i trafikken.
– Når vi så sidder i kø bliver vi konfronteret med ubehagelig magtesløshed. Vi kan ikke komme frem eller tilbage, vi er ikke herre over, hvornår trafikken glider igen og har ikke mulighed for at komme af med den frustration. Og det går ofte ud over vores medtrafikanter. I disse situationer kan vi blive bedre til at få øje på det større perspektiv og spørge os selv; ”hvad er det værste, der kan ske, ved f.eks. at komme 10 minutter for sent” og derigennem opføre os ordentligt, fortæller Mette Herslund.
For at bidrage til at skabe en positiv adfærd i trafikken kickstarter Continental Dæk Danmark derfor en adfærdskampagne under overskriften ”Share the Road”.
For at synliggøre budskabet har de udviklet en række videoer til de sociale medier, der sætter særligt fokus på forholdet mellem cyklister og bilisterne.
“Share the Road handler om at dele vejen. Vi ønsker at sætte fokus på at få folk til at skabe plads til både cyklister og bilister, så begge parter kommer helskindet hjem uden dårlige trafikoplevelser,” siger Georg Nielsen, adm. direktør i Continental Dæk Danmark A/S.
GIPHY App Key not set. Please check settings