Den skal være mere velkørende, støjsvag og have et mere eksklusivt interiør!
Det var beskeden til ingeniører og designere, inden de gik i gang med at facelifte den populære Mazda CX-5, der er den mest solgte Mazda i Europa.
Og missionen lykkedes. Mazda CX-5 har fået det, forgængeren manglede.
Det første man lægger mærke til ved den nye Mazda CX-5 er dog det meget rene og dynamiske karrosseridesign uden for mange linjer på kryds og tværs.
Proportionerne er ændret i en mere sportslig retning, så den nu er både lavere og bredere end sin forgænger.
Bilen kommer i tre forskellige udstyrsniveauer, Core, Vision og Optimum, og med valget mellem to benzinmotorer; en 2.0 med 165 hk og en 2.5 med 194 hk.
Hertil kommer to dieselmotorer på 2.2 liter med henholdsvis 150 hk og 175 hk.
CX-5 med de to stærkeste af motorerne har altid firehjulstræk, mens det er tilvalg til motorvarianterne med 150 og 165 hk.
“Vi forventer at introducere bilen i Danmark i juni til priser fra 309.998 kr.,” fortæller Mazda DKs pressechef, Jannik Olsen.
For de penge får man en CX-5 2.0 med 165 hk og et flot standardudstyr med blandt andet LED-forlygter og automatisk nødbremse med fodgængerregistrering.
Bevæger man sig op i modelhierakiet, kan CX-5 blandt andet udstyres med et avanceret head-up-display, hvor informationerne projiceres op i forruden, og en radarstyret fartpilot med køfunktion.
LED-forlygterne på CX-5 Optimum er af den adaptive type, hvor 12 LED-segmenter i hver forlygte kan blændes op og ned uafhængigt af hinanden, så mod- og forankørende ikke blændes, selvom fjernlyset er tændt.
GIPHY App Key not set. Please check settings