Citroën C4 Picasso er hele familiens bil.
Far, mor og børn! Den er smart og kører godt, den er fleksibel og nem at komme rundt med, og så der er god udsigt også fra bagsæderne.
En interessant spiller i MPV-klassen.
Designmæssigt har Citroën ramt plet. C4 Picasso virker på en gang både maskulin og elegant. Indvendigt er den futuristisk og banebrydende. Væk er virvarret af knapper og kontakter.
Betjening foregår på en 7” touchscreen i midterkonsollen. Menuerne aktiveres bl.a. med berøringsikoner på instrumentpanelet, så langt så godt. Derefter åbner menuerne, og så skal øjnene flyttes over på skærmen og for at manøvre rundt. Det ser smart ud og det fungerer godt, men det er ikke gave til trafiksikkerheden. For øjnene har ofte travlt med andre ting end at kigge på vejen.
Far vil elske den avancerede elektronik, mor tror jeg ikke vil være så glad for det.
Det vil hun til gengæld være for udsynet og de praktiske bagsæder. Her er det let at få børnene ind og keder de sig, er der små flyborde at hygge sig ved. Og nyde livet uden for!
Til glæde for voksne passagerer, kan bagsæderyglænene med et enkelt greb justeres bagover, og gøres klar til en ”morfar”.
Interiøret i C4 Picasso Intensive er elegant og med en høj finish.
C4 Picasso er bygget på en ny koncern-platform (PSA, Peugeot og Citroën), og det har blandt andet betydet, at det har været muligt at lette den 140 kg i forhold den tidligere udgave.
Det er en gave for brændstoføkonomien, men også for komforten og ikke mindst køreegenskaberne, der ligger meget tæt på det sportslige. Dog med et lille minus til et styretøj, der ikke giver maksimal følelse med bilen. Komforten er takket være et elektrisk servostyring, der filtrerer vejens ujævnheder bedre og et særligt støddæmpende ophæng på bagbroen, tæt på luksusklassen.
Dieselmotoren i C4 Picasso, 1,6 liter, 114 heste, har gjort tjeneste i nogle år, men den er løbende finpudset og leverer det man forventer af et moderne kraftværk. Det vil sige et godt bundtræk på den kultiverede måde. Drop tanken om en 150 hestes motor, det gør dig ikke bedre kørende.
I testvognen arbejder motoren samme med Citroën ETG-gearkasse, der kan køres både manuelt med skiftekontakter bag rattet eller med gearstangen og automatisk.
Det giver det bedste flow selv at skifte, og lette lidt på speederen mellem skiftene, men generelt er gearkassen ikke min kop te. Den er lidt for upræcis og kluntet. Også selv om Citroën har opdateret den siden, den så dagens lys. Køb den med manuelt gear og spar 10.000 kr. – eller brug dem på lidt ekstraudstyr.
C4 Picasso er en solid bil, og tilmed meget sikker. Den har alle fem stjerner i Euro NCAP crashtesten, men slap ikke uden anmærkninger.
”Citroën C4 Picasso fortsætter Citroëns tradition for at bygge sikre biler. Dog ville en lidt bedre beskyttelse fra siden i pæletesten pynte på det samlede resultat,” skriver FDM.
Prisen på Citroën C4 Picasso er 351.000 kr., og det er lige i den dyre ende i klassen, men trækker man de 10.000 kr. for automatgearet fra og går en udstyrsgrad ned, Seduction, så ser det lidt mere fornuftigt ud. Så er vi nede under 310.000 kr. Og kan du få 10.000 kr. i rabat ser det rigtigt fornuftig ud.
Man kan også vælge at lægge 10.000 kr. mere på bordet og få den i en Grand-version med syv sæder.
Så er det den optimale familiecontainer, som er let at komme af med igen.
[highlight background=”#333″ color=”#fff”]Fakta om Citroën C4 Picasso e-HDi 115 ETG6 Intensive:[/highlight]
- Pris: 351.000 kr. inkl. levering.
- Motor: 4 cyl., 1,6 liter, turbodiesel, 114 hk og 270 Nm.
- Præstationer: 0-100 km/t: 12,3 sek. Topfart: 189 km/t.
- Forbrug (EU-norm): 25,0 km/l, 104 gr. CO2/km. Vores forbrug: 18,6 km/l.
- Mål og vægt: L/B/H: 443/183/161 cm. Køreklar vægt:1555 kg. Tilladt trailervægt: 1400 kg. Bagagerum: 537/1709 liter
- Årlig ejerafgift: 2.000 kr.
- Garanti (rust/mekanik): 12/2 år.
- Sikkerhed (Euro NCAP): Fem stjerner
- Antal airbags: Seks
[highlight background=”#333″ color=”#fff”]Særligt standard udstyr (Intensive):[/highlight]
2-zonet klimaanlæg, nøglefri betjening, tre separate bagsæder, navigation og kørecomputer, 7” touchscreen og 12” HD-skærm, p-sensor bag, stop-start, fartpilot, regnsensor, el-ruder for og bag, el-spejle med varme, multijusterbar førerplads, læderrat, LED kørelys, længdejusterbare, tågeforlygter med drejelys, 16” alufælge, varme i forsæder og mere.
GIPHY App Key not set. Please check settings