22-årige Nicklas Nielsen er ved at køre sig til noget stort i international racing.
Han har allerede inden finalen i Portomao i Portugal sikret sig mesterskabet i European Le Mans Series sammen med Alessandro Pier Guidi og Fabien Lavergne, og han ligger på førstepladsen i WEC efter to løb sammen med François Perrodo og Emmanuel Collard.
I begge serier for AF Corse Ferrari.
Derudover kan skrive banerekord i WEC LMGT AM på både åbningsløbet på Silverstone og på Fuji i Japan i weekenden.
Og lad mig lige nævne, at Nicklas qua ELMS-mesterskabet allerede har kvalificeret sig til næste års Le Mans.
“Det kan godt være svært at få armene ned, men jeg er ydmyg og tager tingene som de kommer. Jeg vil godt afsløre, at jeg går efter en fabrikskontrakt med Ferraris GT-team,” siger Nicklas Nielsen til Vildmedbiler.dk
Trods sin alder er den unge dansker en kører de tror på i de to Ferrari-teams. I WEC-afdelingen på Fuji kørte han således et tredobbelt stint, næsten tre timer og 101 omgange, inden han kørte over stregen på andenpladsen.
“Vi kørte med 30 kg succesballast, så jeg havde svært ved at indhente den førende Aston Martin,” tilføjer Nicklas, der kører WEC foreløbig indtil Le Mans næste år.
“Omkring ELMS ved jeg ikke noget på nuværende tidspunkt, men mon ikke der snart kommer en afklaring,” slutter Nichlas Nielsen fra Zürich Airport.
WEC-afdelingen i LMGT Pro på Fuji blev vundet af Nicki Thiim og Marco Sørensen, Aston Martin, foran de forsvarende verdensmestre, Michael Christensen og Kevin Estre, Porsche, der med andenpladsen udbyggede føringen i 2019/2020 mesterskabet.
GIPHY App Key not set. Please check settings