Det er blevet lidt svære at købe ny bil.
Ikke alene dukker der hele tiden nye favorable tilbud op, der er bedre og billigere end den, man lige har købt.
Og nu gør nye skrappere sikkerhedstests det sværere at blive klog på stjernesystemet.
Nye regler i Euro NCAPs sikkerhedstest betyder nemlig, at bilmodeller, der er testet til de maksimale fem stjerner, i mange tilfælde kun er tre- eller firestjernede, når de kommer til Danmark, skriver FDMs medlemsmagasin Motor.
At de eftertragtede stjerner ofte falmer herhjemme, skyldes, at meget af det nye sikkerhedsudstyr, der udløser den femte stjerne til bilerne, ikke finder vej til modellerne på de danske veje.
Et eksempel er Skoda Fabia, der uden fartbegrænser går fra fem til fire Euro NCAP-stjerner.
Derfor skal du gå hårdt til bilsælgeren og få et direkte svar på, hvor mange stjerner, den model, du ønsker, har.
”Hvor Euro NCAP tidligere kun kollisionstestede nye biler, er testen i dag langt mere omfattende. Blandt andet tester og gennemgår man nu også bilens sikkerhedsudstyr som for eksempel den nye automatiske nødbremse. De høje danske afgifter betyder imidlertid, at mange bilkøbere herhjemme fravælger udstyrsmodeller med det sikkerhedsudstyr, som ellers var med til at give bilen fem stjerner. De kører, måske uden at vide det, hjem med en bil, der reelt kun er tre- eller firestjernet,” siger bilteknisk redaktør og FDMs repræsentant i Euro NCAP, Søren W. Rasmussen.
Han understreger dog, at sikkerheden i nye biler almindeligvis er god.
Den nye skrappere Euro NCAP-test betyder, at et større antal nye biler herhjemme er solgt med et udstyrsniveau, som koster dem en stjerne eller to i forhold til Euro NCAPs testresultat. Andre biler sælges på grund af de høje afgifter i Danmark slet ikke med det udstyr, der sikrede dem fem stjerner hos Euro NCAP.
”Vi må også erkende, at det for forbrugerne kan være svært at gennemskue, hvordan sikkerhedsniveauet er i den konkrete udstyrsmodel. Og ser man på bilimportørernes hjemmesider, bliver man ikke meget klogere. Her er det svært at se, om et resultat på eksempelvis fem stjerner gælder alle udstyrsmodeller eller kun udvalgte. Derfor påhviler der branchen en opgave med at informere forbrugerne bedre om, hvor mange Euro NCAP-stjerner en konkret model har,” siger Søren W. Rasmussen.
GIPHY App Key not set. Please check settings