Peugeot satte sig den 9. maj sidste år for at vinde verdens mest spektakulære hill climb, Pikes Peak i USA.
Og de gjorde det!
De byggede på bare fire måneder en 875 hestes 208 T16, og med tiden 8.13,878 min. satte rallyikonet Sebastian Loeb ny rekord for løbet.
Efterfølgende blev vilddyr kåret til Autosport´s ”Rally car of the Year” og Top Gear´s ”Race Car of the Year”.
Nu er Peugeot på banen igen, eller nærmere, i gruset, med en ny super-racer, og igen er en af verdens allerbedste racerkørere kaldt til undsætning.
De har bygget en ny testosteron-bombe (800 Nm) af en Dakar Rally racer, 2008 DKR, og de har ansat eks-verdensmesteren i rally, Carlos Sainz, til at køre den. Sammen med to andre superkompetente og tidligere vindere, Cyril Despres og Stéphane Peterhansel.
Og med det line-up er Peugeot storfavorit til at vinde næste års rally der køres i Sydamerika.
2008-Dakarbilen er om ikke smuk, så dog rasende fræk og potent.
Den er udstyret med en 340 hestes V6 biturbo dieselmotor, som er placeret centralt bag sæderne.
”At få alle de vitale dele til at være på så lidt plads, gav os noget af et hovedbrud,” indrømmer Jean-Christophe Pallier, teknisk projektleder på projektet.
Motoren trækker kun på baghjulene, og det er en velovervejet beslutning.
”Når det kommer til cross-country rally, er det store spørgsmål, om man skal vælge firehjulstræk eller tohjulstræk. Efter en grundig analyse besluttede vi os for tohjulstræk, fordi det åbner en række interessante muligheder,” fortæller Peugeot Sports direktør, Bruno Famin.
Denne modige beslutning betyder, at Team Peugeot-Total er de første i verden, som går efter en Dakar-sejr med en dieselmotor kombineret med tohjulstræk.
For at give alle løsninger en lige chance, er reglerne sammensat således, at den medfødte fordel de firehjulstrukne biler har, bliver opvejet af nogle særlige regler for de tohjulstrukne biler.
Det betyder i praksis, at i cross-country rally må tohjulstrukne biler veje mindre end firehjulstrukne og herudover må de være udstyret med større hjul, hvilket giver en klar fordel, når de mange faldgruber skal forceres.
En yderligere fordel er, at de må have et mindre frontudhæng og derfor kan 2008 DKR nærmest køre lodret op ad en væg. Et ekstra plus er desuden en længere fjedervandring på 460 mm i stedet for 250 mm og det forbedrer traktionen i det couperede terræn.
GIPHY App Key not set. Please check settings