in

Magnussen: Sjovt at køre LMP2

Jan Magnussen tog i WEC Rookie-testen i Bahrain hul på et nyt kapitel i sin fornemme karriere efter afskeden med Corvette Racing. 

Som en del af aftalen med det danske TCR-team, LM Racing, testede han danske High Class Racings LMP2-prototype, Oreca 07-Gibson – sammen med en anden kommende TCR-kører, Michael Markussen. 

Testen markerede for Magnussen hans første møde med en prototype siden han kørte Spirit of Daytona Racing’s Corvette DP i 2012. 

“Det var virkelig fornøjeligt,” sagde den danske stjernekører til Dailysportscar.com efter de første omgange i en moderne prototype. 

“Motorkraften er god, dens downforce en del højere og samtidig meget hårdere og stivere end en GT-bil. Hvor jeg i GT-Corvetten var vant til at “dræbe” hver eneste curb, skal man i en LMP2 holde sig væk fra dem. Det er en stor forskel.” 

Jan Magnussen håber, at High Class Racing får en entry nummer to, så han kan komme til start på Le Mans i 2020, (som tidligere skrevet på Vildmedbiler.dk). 

“Kan det blive med en ren dansk besætning, vil det være fantastisk,” fortæller Magnussen til Dailysportscar.com. 

På grund af løbssammenfald bliver det ikke med sønnen Kevin næste år, men Vildmedbiler.dk ser den tidligere Le Mans-vinder i netop LMP2, Casper Elgaard, som et stærkt emne. 

Selv om Jan Magnussen lige nu flirter med LMP2 (ved siden af TCR) har han ikke opgivet håbet om kunne fortsætte i GT-racing, eksempelvis i IMSA Michelin Endurance Cup i USA. 

“Men det er en udfordring at komme tilbage, for markedet for kørere, der ligesom mig vil have penge for arbejdet er ikke stort, men med mine resultater på CV’et, skal det nok lykkedes,” siger han til racingmagasinet. 

Jan Magnussen kørte i rookietesten i Bahrain på tiendehurtigste tid i LMP2, 1.50,568 min., mens Michael Markussens bedste tid var 1.51,152 min. som nummer 12.

De kørte begge 30 omgange. 

Mikkel Jensen var hurtigste LMP2-rookie med tiden 1.47,224. Han kørte 12 omgange for G-Drive Racing.

Foto: FIA WEC.

What do you think?

Written by Steen Nielsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Få styr på dækreglerne i Europa 

Nicklas bliver Ferrari fabrikskører