At Audis forlader World Endurance Championship og Le Mans, kom ikke som den store overraskelse, men det rystede da motorsportsverdenen, da det blev officielt.
Ikke kun fordi det efterlader WEC og Le Mans i en mindre sportslig krise, men også fordi det betyder, at en række dygtige kørere skal ud at finde et nyt job.
Audi siger farvel til LMP1, men goddag til Formel E og der vil de nok bruge nogle af de kørere, der er på kontrakt, men dem, der ikke er næppe interesseret i et fortsætte deres karriere i den lige nu uinteressante formel-klasse.
Den dramatiske beslutning hos Audi kan også få betydning længere ned i rækkerne, i GT-racing, hvor der sidder fire ringe på rigtigt mange biler i de forskellige GT3-serier.
For hvad med vores egen Audi Academy Driver, Nicklas Nielsen?
“Det får ikke betydning for Nicklas,” siger hans manager, Peter Utoft. “Han har sit udviklingsprogram, og det er ikke der superstjerne skal hen.”
Tilbage til WEC og Le Mans. Med bare fire biler, måske fem, for Toyota barsler med tanken om at køre med en tredje bil, hov, her bliver der måske brug for nogle af Audi-kørerne, der om nogen ved, hvordan man får succes på Le Mans.
Vi har tidligere oplevet et forrygende Le Mans med kun Audi LMP1-racere på banen, så med Toyota og Porsche i feltet, skal det nok blive interessant alligevel.
Men det er på den lange bane, det er problematisk.
For nok taler BMW og Peugeot, igen, om at træde ind på den store scene, men der vil gå mindst tre år inden de er klar til at tage kampen op med Porsche og Toyota.
Porsche skal til den kommende sæson have en ny kører i deres ene LMP1-racer, da Mark Webber har besluttet sig for et karriere-stop.
Vi havde selvfølgelig håbet på, at det ville blive vores egen Michael Christensen, men det gør det ikke. Det bliver enten Earl Bamber eller Nick Tandy, der sammen med Nick Hulkenberg vandt Le Mans i år.
Kun hvis Porsche igen sætter en tredje bil ind i løbene på Le Mans og på Spa, bliver der nogle sæder ledige.
Med den “uro”, der er i LMP1, er det måske også det bedste for Porsches danske fabrikskører at blive i GT-racing, der er inde i en god udvikling.
Og med en ny centermotoriseret 911 RSR i næste sæson bliver WEC rigtig interessant for ham igen næste år.
Foto: Sportscar365
GIPHY App Key not set. Please check settings